J. C. Jacobsens arkiv

1863-02-04

Dokumentindhold

Ansøgning fra J. C. Jacobsen om tilladelse til at opføre nye bygninger på Carlsberg samt bygningsinspektoratets positive svar

Transskription

Carlsberg 4 Februar 1863.

Anmeldelse
Til Bygningsinspectionen i Frederiksberg Sogn.

Undertegnede agter at foretage følgende Bygningsforandringer ved den af mig tilhørende Eiendom Carlsberg i Valby:
 
A. Efter Tegningen  No. 1. I Malthusets Stue-Etage indrettes i 3 af Værelserne forskjellige Aflukker til Fadebur, Buffet og Garderobe og 2 nye Kakkelovne opsættes i Forbindelse med ældre Skorstensrør. Desuden agtes opsat en Kogeindretning af Jern hvorfra Røgen afledes i et Jernrør til Bryggeriets Hovedskorsten. Udover Røgrøret anbringes et Em-Rør ligeledes af Jern. Over Kogeindretningen anbringes en Kappe af Jern.

B. Efter Tegningen No. 2. Den vestre Ende af den ældste Lagerbygning forandres saaledes, at Ydermuren af Bindingsværk ombygges af Grundmuur (dog foreløbig kun i underste Etage) og en Skorsten opføres. Skillerummene forandres og opføres dels af Grundmuur, dels af Planker med Muurpuds. Loftet forskalles og gibses i Værelserne.

C. Desuden indrettes i den nordre, grundmurede Lagerbygning et Materialskur hvis Konstruction nærmere vil blive bestemt efter Konference med Bygningsinspecteuren.Arbeidet agtes paabegyndt saasnart Approbation paa Planerne er modtaget.

Ærbødigst
J. C. Jacobsen
Brygger

Verte

Ifølge omstaaende Anmeldelse meddeles herved Approbation til Udførelsen af:

Bygningsforandringer i Malthusets Stueetage efter Tegningen No. 1, under Betingelse af, at Kogeindretningen konstrueres friitstaaende, paa Been af Jern, med dens Underplade hævet  mindst 6 Tommer over Bredegulvet, hvorpaa den staar, og at Gulvet under Kogeindretningen og omkring den i 18 Tommers Afstand fra den dækkes med uantændelige Materialer; og Bygningsforandringen af den vestre Ende af Lagebygningen, efter Tegningen No. 2, under Betingelse af at denne Deel af Bygningen – saafremt Værelserne agtes afbenyttede til Beboelse - i dens hele Høide ombygges af Grundmuur, og at der i Bjælkelagene anbringes en Flade Bræder, der belægges med et 2 Tommer tykt Leerlag. For de foranførte Arbeider bliver Byggelovens Forskrifter i øvrigt nøie at iagttage ved Udførelsen --
Hvad derimod angaar Indrettelsen af Materialskuret i den nordre Lagerbygning,  da skal jeg – saafremt Skillerummene agtes opførte af enkelte Br.. uden udvendig Kalkpuds - tjenstligst  bede mig meddelt en særskildt Begjæring desangaaende, til at forelægge Bygningskomissionen til Erklæring.-
Frederiksberg og Hvidovre Bygningsinspektorat d. 6 Februar 1863. 

M. P. H. Wolff

Fakta

PDF
Brev
Dansk
København
CA 000031959/0000007643
Carlsberg, Industriel arkæologi, bryggeriindretning, bryggeriteknologi