J. C. Jacobsens arkiv

1865-05-09

Afsender

J. C. Jacobsen

Modtager

Laura Jacobsen

Dokumentindhold

J. C. Jacobsen skriver fra Antwerpen til Laura om sin hoste og den medicin, han har måttet tage. Den var virkningsløs, så i stedet har han røget cigarer, der løsnede slimen i halsen!

Transskription

Antwerpen Tirsdag Morgen
d 9 Mai 1865
 
Kjære Laura!
Siden jeg skrev sidst er min Hoste aldeles ophørt, hvilket var meget heldigt, da det i høi Grad vilde have generet mig, dersom jeg paa mine Farter fra Morgen til Aften bestandig skulde have iagttaget Forsigtighed. Det følte jeg i Lübeck og paa Reisen til Amsterdam. Den Brystsaft, jeg medbragte fra Kbhvn, brugte jeg Resten af ved Ankomsten til Amsterdam.- Uagtet Hosten da var saa godt som opløst, vilde jeg dog for en Forsigtig-heds Skyld anskaffe en ny Portion, men paa det første Apothek, hvor jeg henvendte mig, svarede man efter et Par Timers Forløb, at man ikke kjendte den ene af Ingredienserne: Elexir pectoral, som hverken fandtes i den hollandske eller engelske Pharmacupæ. I et andet Apothek meente man nok at kunne skaffe denne Medicin, men da jeg fik den, smagte den meget stærkt af andre Ting end den danske og jeg kastede den derfor bort.

Istedet for Medicin brugte jeg da en Cigar om Morgenen, som gjorde god Virkning til at løsne Slimen i Halsen. For det Tilfælde at jeg igjen skulde faae nogen Hoste, var det dog ikke afveien at have en brugbar Recept paa mine Bryst-draaber og jeg vil derfor bede Djørup skrive en ny Recept, hvori de enkelte Bestanddele af Elexir pectoral ere angivne i deres Forhold. Jeg kan da faae den i det Brev, der træffer mig i Paris. I øvrigt er mit Befindende aldeles normalt, uagtet jeg lever høist uregelmæssigt. Nogle Dage spiser jeg 8 à 9 Retter Mad ved Table d'hôte andre Dage har jeg ikke faaet Andet end Kaffe om Morgenen, Brød og Ost om Middagen og et Glas Øl om Aftenen. Jeg har drukket mange Slags Øl, noget Tykt, noget Tyndt, noget syrligt, noget fortræffeligt, men det bekommer mig altsammen saare godt.- Luften er behagelig varm og har ikke været trykkende, undtagen i gaar Aftes, da den var græsselig Lummer, men

i Nat have vi faaet en dygtig Regn, som har renset den ypperligt.Gid I maatte have ligesaagodt Veir i Hjemmet! Paa Torsdag venter jeg at modtage det første Brev i Bryssel, hvoraf jeg haaber at faa Underretning om at du og Carl og Alle paa Carlsberg have det godt.Jeg haaber du benytter den smukke Sommertid til at kjøre ud med Venner og Bekendte og at Carl snart kan bringe det saa vidt, at han kan ledsage Eder til Hest paa Leila.- Det var ogsaa godt for ham, dersom han jevnligt vilde invitere en og anden af sine Venner, som Boye, M. Lunn, osv til Spadsere-tour eller Smaatoure paa Jernbanen og tractere dem som sine Gjæster i al Tarvelighed. Slige senere Opmærksomhed.. knytte de unge Mennesker, der ikke selv have Meget at raade over, nærmere til ham, og det kunne han have megen Gavn af.- Jeg skal nu til at pakke mine Kufferter til Afreisen (et kjedeligt Arbeide) og har derfor ikke

Tid til at skrive mere. Næste Gang vil jeg, saavidt Tiden strækker til, sende Carl nogle Linier om de Kunstsager, osv, som jeg har seet og som særligt interessere ham. Hils ham kjærligt fra mig. Ligesaa alle Andre paa Carlsberg og de Venner du seer.
Vær selv kjærligst hilset fra
Din hengivne
 
J. C. Jacobsen

Fakta

PDF
Brev
Dansk
Antwerpen
København
FA 2-021-00048; F7
Rejsebrev, helbred, rejsebreve