1886-05-25
Afsender
J. C. Jacobsen
Modtager
Agnes Bertelsen
Dokumentindhold
J. C. Jacobsen sender hilsener 'direkte' fra Familien Pasteur til Agnes Bertelsen og nævner muligheden af, at frk. Bertelsen kan rejse med til Rom det følgende år.
Transskription
Frankfort 25/5 1886
Kjære Frøken Bertelsen
Uagtet jeg i mit Brev til min Kone har sendt Pasteur's og hans Families Hilsener til Dem, anseer jeg det dog for mest passende, at jegda medtager udfører disse Hverv, som man har overdraget mig, i et directe Brev til Dem.
Det var ikke alene Deres fortrolige Veninde, Jeanne, som med stor Kjærlighed omtalte Dem, men baade game Pasteur og hans Kone, saavel, som de øvrige Medlemmer af Familien, spurgte strax om Deres Befindende og talte ved enhver Leilighed med stor Venlighed om Dem.
Madame Valery, som i Kjøbenhvn forekom mig noget tilbageholden og mindre gemytlig end de Andre, var nu Elskværdigheden selv, som lagde sig for Dagen baade i hendes Ansigt og i hendes Stemmes Klang. Da hun spurgte Camille om hun kunde huske Capitain Jacobsen, svarede hun "aussi et Mlle Bertelsen". Det er et opvakt Barn og meget tidligt udviklet, men jeg synes at hun seer noget zart, om ikke svagelig ud.
Da vi kjørte med hende rundt i Boulogne Skoven, bad hun om at maattte plukke nogle Markblomster i Græsplainen og under Træerne, hvorfor vi stege ud og spadserede et Stykke Vei medens Jeanne hjalp Camille med at plukke Blomster, hvoraf der paa det Strøg ikke var mange. Da Jeanne kom tilbage med en lille Bouket, udtog hun deraf nogle enkelte, som hun bandt sammen og bad mig at bringe Dem, hvorpaa Camille tog et Par gule Blomster af hendes egen Plukning og gav mig "a Mlle Bertelsen". Jeg lægger nu disse forkrøllede Blomster her i Brevet med Hilsen fra Begge. Om Jeannes Længsel efter Dem behøver jeg ikke at fortælle, da De kjender den tilstrækkeligt. Da gamle Mdme Pasteur en Dag talte om Dem, spurgte hun om De ikke kunde komme til Paris, naar min Kone tog til Wiesbaden, hvortil jeg svarede at De i min Kones Fraværelse maatte være hjemme for at styre Huset og sørge for mig. Ogsaa Mdme Granger spurgte med stor Venlighed om Dem og om De aldrig kom til Paris. Jeg kunde høre af Jeanne, at det havde gjort
et særdeles behageligt Indtryk paa hendes Landsmænd, at De talte saa godt Fransk.
For at mildne Jeannes Længsel, lod jeg skimte Muligheden af at jeg maaske til næste Foraar kunne komme til Rom med min Kone og Dem, men jeg anseer rigtignok denne Mulighed kun for en skjøn Drøm, ogsaa for mig selv. Jeg undgik imidlertid derved, at Afskeden blev kjendelig vemodig og jeg havde forud sagt til Jeanne, at vi ikke burde være "triste", men leve i Erindringen om den Glæde vi havde nydt og haabe paa et Gjensyn. De bør heller ikke ved Deres Breve bidrage til at gjøre hende "triste", thi jeg troer at hun ikke har godt deraf. Hun er vel tilsyneladende ganske rask og livlig, men Kræfter har hun ikke mange af. Jeg vil, saasnart jeg kan, sende hende et opmuntrende Brev, men det bliver neppe før jeg kommer hjem.
Lev nu vel og vær venligst hilset fra
Deres hengivne J. C. Jacobsen
Kjære Frøken Bertelsen
Uagtet jeg i mit Brev til min Kone har sendt Pasteur's og hans Families Hilsener til Dem, anseer jeg det dog for mest passende, at jeg
Det var ikke alene Deres fortrolige Veninde, Jeanne, som med stor Kjærlighed omtalte Dem, men baade game Pasteur og hans Kone, saavel, som de øvrige Medlemmer af Familien, spurgte strax om Deres Befindende og talte ved enhver Leilighed med stor Venlighed om Dem.
Madame Valery, som i Kjøbenhvn forekom mig noget tilbageholden og mindre gemytlig end de Andre, var nu Elskværdigheden selv, som lagde sig for Dagen baade i hendes Ansigt og i hendes Stemmes Klang. Da hun spurgte Camille om hun kunde huske Capitain Jacobsen, svarede hun "aussi et Mlle Bertelsen". Det er et opvakt Barn og meget tidligt udviklet, men jeg synes at hun seer noget zart, om ikke svagelig ud.
Da vi kjørte med hende rundt i Boulogne Skoven, bad hun om at maattte plukke nogle Markblomster i Græsplainen og under Træerne, hvorfor vi stege ud og spadserede et Stykke Vei medens Jeanne hjalp Camille med at plukke Blomster, hvoraf der paa det Strøg ikke var mange. Da Jeanne kom tilbage med en lille Bouket, udtog hun deraf nogle enkelte, som hun bandt sammen og bad mig at bringe Dem, hvorpaa Camille tog et Par gule Blomster af hendes egen Plukning og gav mig "a Mlle Bertelsen". Jeg lægger nu disse forkrøllede Blomster her i Brevet med Hilsen fra Begge. Om Jeannes Længsel efter Dem behøver jeg ikke at fortælle, da De kjender den tilstrækkeligt. Da gamle Mdme Pasteur en Dag talte om Dem, spurgte hun om De ikke kunde komme til Paris, naar min Kone tog til Wiesbaden, hvortil jeg svarede at De i min Kones Fraværelse maatte være hjemme for at styre Huset og sørge for mig. Ogsaa Mdme Granger spurgte med stor Venlighed om Dem og om De aldrig kom til Paris. Jeg kunde høre af Jeanne, at det havde gjort
et særdeles behageligt Indtryk paa hendes Landsmænd, at De talte saa godt Fransk.
For at mildne Jeannes Længsel, lod jeg skimte Muligheden af at jeg maaske til næste Foraar kunne komme til Rom med min Kone og Dem, men jeg anseer rigtignok denne Mulighed kun for en skjøn Drøm, ogsaa for mig selv. Jeg undgik imidlertid derved, at Afskeden blev kjendelig vemodig og jeg havde forud sagt til Jeanne, at vi ikke burde være "triste", men leve i Erindringen om den Glæde vi havde nydt og haabe paa et Gjensyn. De bør heller ikke ved Deres Breve bidrage til at gjøre hende "triste", thi jeg troer at hun ikke har godt deraf. Hun er vel tilsyneladende ganske rask og livlig, men Kræfter har hun ikke mange af. Jeg vil, saasnart jeg kan, sende hende et opmuntrende Brev, men det bliver neppe før jeg kommer hjem.
Lev nu vel og vær venligst hilset fra
Deres hengivne J. C. Jacobsen
