1877-01-04
Afsender
Elisabeth Jerichau Baumann
Modtager
J. C. Jacobsen
Dokumentindhold
Elisabeth Jerichau Baumann sender et poetisk takkebrev med beskrivelse af Porto d'Anzio
Transskription
Porto d'Anzio 4de Jenner
1877
Kjære Herr Jacobsen
Jeg endte det gamle Aar og begyndte det nye med Tak mod Dem! Den varmeste den inderligste, som en Moder kan føle, neppe tolke
1877
Kjære Herr Jacobsen
Jeg endte det gamle Aar og begyndte det nye med Tak mod Dem! Den varmeste den inderligste, som en Moder kan føle, neppe tolke
Deres elskelige Brev ankom netop den 31de, og maae derfor thi det er dateret 21de December have enten været opholdt paa Reisen, eller sendt efter til Porto d'Anzio hvor vi hos Paulsens (Thorvaldsens Dattersøn) tilbragte Juledagene indtil idag, sinket i Rom.
Min Søn blev ligesom electriceret da jeg meddelte ham Hovedindholdet af Deres Brev. Jeg havde ikke
[i venstre margin på den anden led af papiret]
De venligste Hilsener til Deres Herr Søn og hans Familie
Her er ellers mageløst yndigt. Jeg maler disse deilige veirbidne mørke Karle brune og kjække kraftig skønne Søgutter (ved aabent Vindue saa varmt er det). Jeg sender Dem Roser og Tagettes som jeg plukkede i en Vens Have paa fri Land. Og Havet udenfor Vinduerne slaaer op mod Stranden som var det hjemme saa Minderne om Hjemmet og Italiens Skjønhed blandes, Nettuno ligger som en klar Perle og speiler sig i det klare Hav.
Min Morgen begynder med at jeg læner mig ud af Vinduet for at see Solen der slaaer sin Purpurkaabe om Monte Circeo hvor Syrener synger. Baadene med Latinseilene hvile i Havnen og skiller sig mørk fra den stralende Morgenhimmel. Og Aftnerne ! naar Maanen gynger paa Speilfladen, eller dens Glands bryder sig op i Bølgernes skummende Toppe - knap veed jeg hvad der er det skjønneste. Det var en deilig Tid at være her, i al Stilhed med prøvede Venner, der gjør mig Italien til et andet Hjem. Ikke desto mindre længes den arme Trækfugl efter sin Rede i Norden, og naar Roserne knoppe derhjemme saa søger jeg min Vej over Havet, det samme som i dette Øjeblik taler sit evige Sprog og hvisker kjælent om Hjemmet, til vort kjære Danmark med Søn og Datter, og bliver da en af mine bedste Glæder at trykke Deres Haand og gjentage min inderligste Tak. Med mine bedste Hilsener til Dem og Deres kjære Hustru er jeg Deres ærbødige og kjærlig hengivne
Elisabeth Jerichau
Min Søn blev ligesom electriceret da jeg meddelte ham Hovedindholdet af Deres Brev. Jeg havde ikke
[i venstre margin på den anden led af papiret]
De venligste Hilsener til Deres Herr Søn og hans Familie
Her er ellers mageløst yndigt. Jeg maler disse deilige veirbidne mørke Karle brune og kjække kraftig skønne Søgutter (ved aabent Vindue saa varmt er det). Jeg sender Dem Roser og Tagettes som jeg plukkede i en Vens Have paa fri Land. Og Havet udenfor Vinduerne slaaer op mod Stranden som var det hjemme saa Minderne om Hjemmet og Italiens Skjønhed blandes, Nettuno ligger som en klar Perle og speiler sig i det klare Hav.
Min Morgen begynder med at jeg læner mig ud af Vinduet for at see Solen der slaaer sin Purpurkaabe om Monte Circeo hvor Syrener synger. Baadene med Latinseilene hvile i Havnen og skiller sig mørk fra den stralende Morgenhimmel. Og Aftnerne ! naar Maanen gynger paa Speilfladen, eller dens Glands bryder sig op i Bølgernes skummende Toppe - knap veed jeg hvad der er det skjønneste. Det var en deilig Tid at være her, i al Stilhed med prøvede Venner, der gjør mig Italien til et andet Hjem. Ikke desto mindre længes den arme Trækfugl efter sin Rede i Norden, og naar Roserne knoppe derhjemme saa søger jeg min Vej over Havet, det samme som i dette Øjeblik taler sit evige Sprog og hvisker kjælent om Hjemmet, til vort kjære Danmark med Søn og Datter, og bliver da en af mine bedste Glæder at trykke Deres Haand og gjentage min inderligste Tak. Med mine bedste Hilsener til Dem og Deres kjære Hustru er jeg Deres ærbødige og kjærlig hengivne
Elisabeth Jerichau
