J. C. Jacobsens arkiv

1884-06-20

Afsender

J. C. Jacobsen

Modtager

Agnes Bertelsen

Dokumentindhold

J. C. Jacobsen skriver om sit besøg hos brygger Götz i Okocim, Polen og sit ophold i Wien, hvor han har truffet Theophilus Hansen. J. C. Jacobsen håber ikke, at der vil blive gjort for meget ud af Carlsbergs rendyrkelse af gær på den kommende bryggerkongres i Berlin. Hans største fortjeneste er at have grundlagt Carlsberg Laboratorium.

Transskription

München, Bairischer Hof
Fredag den 20 Juni 1884

Kære Frøken Bertelsen
Da min kone nu er bortreist, som jeg haaber ved sædvanligt, taaleligt Helbred og jeg herefter skal skrive hende til i Teplitz, benytter jeg et Øjebliks  Frist til at fortælle Dem lidt om min Reise. Den har hidtil været meget behaglig, næsten altfor behagelig, thi man gjør overalt for meget Væsen af den gamle Brygger paa Gamle Carlsberg, der (vel ikke ganske uden Grund) betragtes som et Mønsterbryggeri - Den fortræffelige Gøtz havde bestilt et elegant Logis til mig i Krakau og han og hans vakkre Søn (der er meget lovende i alle Retninger) mødte mig dér og viste mig omkring overallt indtil Fasbender senere ankom. I Gøtz's elegante Bolig i Okocim blev der ligeledes vist mig den mest udsøgte Opmærsomhed, saavel af hans Familie, som af hans talrige Stab af Functionairer i hvilken Anledning jeg

blev nødsaget til at forlænge mit Ophold i Okocim een Dag og kunde endda ikke komme til Saltmarkerne i Wielitzka.
I Wien hvor jeg kunde vente at modtage flere Besøg tog jeg det eleganteste Logis i Grand Hotel i første Etage med Salon, luxuriøst udstyret, ved Hovedaltanen. Her var jeg uophølig paa Farten i Selskab med Prof Thausing og Fasbender m Fl og traf heldigviis Theophilus Hansen, som viste mig omkring i hele den prægtige Parlamentsbygning. Han besøgte mig næste Dag og beklagede at han ikke kunde indbyde mig til en Udflugt, da han samme Aften skule reise til Berlin.-
Veiret var forøvrigt ikke gunstigt i Wien, med Undtagelse af den første Dag, thi senere blev det blæsende med hyppige voldsomme Regnbygger og saa koldt, at man maatte gaae med Overfrakke, og saa frøs jeg endda og blev lidt forkjølet med Snue og Hæshed og lidt Hoste saa at jeg maatte benytte Djørups Recept paa Brystmixtur, hvilken som sædvanlig hjalp, saa at Hosten nu omtrent er forbi men jeg bruger dog stadig Medicinen,

da Veiret ogsaa her i München er meget ustadigt og saa koldt, at det nylig haglede. Nu maa jeg skynde mig at komme omkring til de Folk jeg vil tale med i München og i Weihenstephan, thi de reise maaske allerede i Morgen til Bryggercongressen i Berlin.
Nu vil jeg kun Ønske, at mine Venner ikke ville gjøre altfor stort et nummer ud af den nye "absolut rene Gjær", som har vakt stor Glæde og sikkert vil gjøre Opsikt paa Kongressen. Hele min Fortjenste deraf indskrænker sig dog til, at jeg har stiftet Carlsberg Laboratoriet og vel ogsaa ved mine Raad bidraget noget til at Undersøgelserne ere komme i det rette Spor. Men i denne som i flere andre Henseender kommer min beskedene Virksomhed til at tage sig ud som noget stort, fordi de fleste Andre gjøre saa lidt eller slet Intet.
_______
Jeg har skrevet til Kühle at bede Bang om at levere Dem 200 Kroner, hvilke De ved Leilighed maa bringe Anna Puds, hils hende og hendes Moder at jeg har tænkt paa dem i Anledning af Tante Mines Død.
Jeg venter at blive færdig til at reise herfra den 25de og gaaer da lige til Marseille, hvor jeg venter at være fra den 29de Juni til 1ste Juli. Derfra gaaer jeg i de følgende Dage til Lyon, hvor jeg formodentlig bliver til den 5 Juli. Til begge Steder maae Breve sendes poste restante.
Hils alle omgivende paa Carlsberg (inclusive Hvaps) og vær selv venligst hilset fra

Deres hengivne
J. C. Jacobsen

Hils M. og Mme Pasteur paa det venligste fra mig og forsøm ikke at vise dem Opmærksomhed ved Kjøreture, Blomster, etc. Jeg har villet skrive til gamle Pasteur og fortælle ham Noget om Levure pure (den rene Gjær) men endnu har ikke kunnet faae Tid dertil.

Fakta

PDF
Brev
Dansk
München
København
FA 4-001-00010; F7
Bryggeriteknologi, Rejsebrev, gær