J. C. Jacobsens arkiv

1881-09-19

Dokumentindhold

Om fotografier af freskerne i Malpaga og afsløringen af Niels Juel statuen, som J. C. Jacobsen muligvis er forhindret i at deltage i da han er forkølet. Freskerne i Malpaga viser scener fra Christians I's besøg i 1474.

Transskription

Carlsberg 19 Septbr 1881

Kjære Hr Etatsraad Meldahl.
Det har glædet mig meget at modtage Deres venlige Brev og de interessante Oplysninger fra Hr Blichfelt om Freskerne i Malpaga. Jeg kan kun ikke forstaae at man kan faae en dygtig Photograph til at udføre det omtalte Arbeide for saa "uhyre billig" en Priis som 100 Lire, men man maa jo haabe at Photographierne i al Fald kunne give en Forestilling om hvorvidt det er hensigtsmæssigt at forsøge paa at faae dem copierede. Dette synes forresten efter B's Oplysninger at ville være forbunden med betydelige Vanskeligheder afseet fra Vanskeligheden ved at copiere et frescomaleri i Oliefarver. Maaskee var det bedst, at faae en italiensk Copie-Maler til at gjøre det ?

Jeg havde ønsket at besøge Dem paa Charlottenborg, men har desværre paa Grund af en Forkjølelse maattet holde mig inde saa meget som muligt siden jeg kom hjem. Jeg er derfor heller ikke vis paa om jeg kan komme tilstede paa Onsdag ved Afsløringen af N. Juel, men jeg haaber det dog og kan da faae Leilighed til at tale med Dem.

Deres
hengivne
J. C. Jacobsen

Fakta

PDF
Brev
Dansk
København
Rigsarkivet
Frederiksborg Slot, mæcenvirksomhed