1880-03-31
Afsender
Laura Jacobsen
Modtager
Elisabeth Jerichau Baumann
Dokumentindhold
Laura Jacobsen takker for nogle violer, som EJB har sendt hende fra Rom. På foranledning af EJB udtaler hun sig om Henrik Ipsens 'Et Dukkehjem', som hun ikke bryder sig om. Hun roser EJBs portræt af Orla Lehmann, som hænger i J. C. Jacobsens arbejdsværelse, hvor hun sidder og skriver brevet.
Transskription
Carlsberg 31 Marts
1880
Kjære Fru Jerichou!
Tak for Deres venlige Brev og de duftende Violer. Ved at læse Deres Brev, og see det smukke Syn de har faaet af mig, maatte jeg sige til mig selv. Fru Jerichous rige Phantasie, og Øvelse i, at skue i Menneskesjælene, for at faa det mest aandfulde Billede paa Lærredet, som De jo altid veed at faae frem der, bringer Dem tilige til, at see os almindelige Mennesker langt bedre ind [end] vi er. Jeg har levet mest hos min Svigerdatter i den sidste Maaned, hun har haft den Sorg at miste sin Fader, han blev begravet i Løverdags. Han har det sidste Aar skrantet meget; fik ved Juul en Mavekatarrh, som gik over til Gulsot, og tilsidst til Kræft.-
Min Svigerdatter har ligget i 3 Uger, og skal fremdeles vedblive at ligge
skjønt hun føler sig temmelig rask, hendes Læge vil have det saaledes. Hun skal nemlig til Efteraaret have en Baby, da det et Par Gange er gaaet forkert mener Lægen, at hun maa ligge. Min Mand er Gudskelov rask. Han arbejder paa noget som skal i Trykkeriet, saasnart det er færdig vil han skrive til Dem, jeg tror ikke det vil vare længe inden De hører noget fra ham. Veiret har været skjønt og mildt en fjorten dages Tid, Februarlillier og Krokus kan jeg allerede plukke i Haven, og Stæren har vi længe haft.- Hvorledes befinder Deres lille unge Genneralinde sig ved det meget anstrængende Liv, som De siger hun fører. Det maa dog være meget morsomt at opdage at man har Talenter, og at faae Visheden derom, selvom det ogsaa koster mangt og meget af anden Glæde. De spørger mig, om jeg og er indtaget i Dukkehjemmet. Nei ingenlunde, jeg har formelig sørget over, at nesten alle mine Venner, men
dog især Quinderne, kan finde Nora i sin gode Ret, naar hun løber fra en Mand, som hun har berøvet Æren, fordi han taler haarde Ord til hende, og da han fortryder disse haarde Ord, og nesten beder om tilgivelse, for at have sagt dem; lader Digteren hende skrue sig op til en meningsløs Idealitet, som er aldeles parodisk, man kan neppe bare sig for at le af hende, hvor Forfatteren mener mener man skal røres, og hvor det største Publicum græder strømme. Han han jo ganske vist forkjælet hende, men han har dog paa en smuk Maade tilrettevist hende, fordi hun ikke talte Sandhed. Man skulde dog troe, det ogsaa skulde have en god Virkning.-
Men det er saaledes nu til Dags, de unge Koner vil forkjæles, de vil have Mændene til, at rette sig efter dem i alt det Smaa og naar saa det Store møder, har de ingen Øvelse i at taale og lide. Frihedsfølelsen gjør Moraliteten Skade. Der er ingen Moral i Dukkehjemmet, dog har det gjort sin Nytte, thi det bringer dog mange
til at angre, naar De lader en lille Nødløgn løbe af Stablen. Jacobsen er naturligviis saa enig med mig i Bedømmelse. Han skal ikke siges, at have forkjælet sin Kone, eller ikke givet hende formegen Selvstændighed. Hun knipser blot i Lommen, men hun befinder sig vist bedst derved. Jeg sidder i hans Stue og skriver dette. Lehmanns sjælfulde Blik skuer ned paa mig, og gjør mig ganske varm; han var en Hædersmand, og en Ridder, jeg glæder mig altid meget over disse skjønne Træk ere blevede forevigede. Jeg troer, hvis han vidste, at vi havde ham paa vor Væg vilde han have en Følelse af, at være komne til en Slægt, som vil hædre hans Minde, og glæde sig over det saa længe som de leve.- Desværre har jeg indtet af Interesse at melde Dem, og vil derfor ikke opholde Dem længere. Vil De hilse Deres Datter og selv være kjærlig hilset fra os alle unge og gamle. Deres ærbødig hengivne Laura Jacobsen.
1880
Kjære Fru Jerichou!
Tak for Deres venlige Brev og de duftende Violer. Ved at læse Deres Brev, og see det smukke Syn de har faaet af mig, maatte jeg sige til mig selv. Fru Jerichous rige Phantasie, og Øvelse i, at skue i Menneskesjælene, for at faa det mest aandfulde Billede paa Lærredet, som De jo altid veed at faae frem der, bringer Dem tilige til, at see os almindelige Mennesker langt bedre ind [end] vi er. Jeg har levet mest hos min Svigerdatter i den sidste Maaned, hun har haft den Sorg at miste sin Fader, han blev begravet i Løverdags. Han har det sidste Aar skrantet meget; fik ved Juul en Mavekatarrh, som gik over til Gulsot, og tilsidst til Kræft.-
Min Svigerdatter har ligget i 3 Uger, og skal fremdeles vedblive at ligge
skjønt hun føler sig temmelig rask, hendes Læge vil have det saaledes. Hun skal nemlig til Efteraaret have en Baby, da det et Par Gange er gaaet forkert mener Lægen, at hun maa ligge. Min Mand er Gudskelov rask. Han arbejder paa noget som skal i Trykkeriet, saasnart det er færdig vil han skrive til Dem, jeg tror ikke det vil vare længe inden De hører noget fra ham. Veiret har været skjønt og mildt en fjorten dages Tid, Februarlillier og Krokus kan jeg allerede plukke i Haven, og Stæren har vi længe haft.- Hvorledes befinder Deres lille unge Genneralinde sig ved det meget anstrængende Liv, som De siger hun fører. Det maa dog være meget morsomt at opdage at man har Talenter, og at faae Visheden derom, selvom det ogsaa koster mangt og meget af anden Glæde. De spørger mig, om jeg og er indtaget i Dukkehjemmet. Nei ingenlunde, jeg har formelig sørget over, at nesten alle mine Venner, men
dog især Quinderne, kan finde Nora i sin gode Ret, naar hun løber fra en Mand, som hun har berøvet Æren, fordi han taler haarde Ord til hende, og da han fortryder disse haarde Ord, og nesten beder om tilgivelse, for at have sagt dem; lader Digteren hende skrue sig op til en meningsløs Idealitet, som er aldeles parodisk, man kan neppe bare sig for at le af hende, hvor Forfatteren mener mener man skal røres, og hvor det største Publicum græder strømme. Han han jo ganske vist forkjælet hende, men han har dog paa en smuk Maade tilrettevist hende, fordi hun ikke talte Sandhed. Man skulde dog troe, det ogsaa skulde have en god Virkning.-
Men det er saaledes nu til Dags, de unge Koner vil forkjæles, de vil have Mændene til, at rette sig efter dem i alt det Smaa og naar saa det Store møder, har de ingen Øvelse i at taale og lide. Frihedsfølelsen gjør Moraliteten Skade. Der er ingen Moral i Dukkehjemmet, dog har det gjort sin Nytte, thi det bringer dog mange
til at angre, naar De lader en lille Nødløgn løbe af Stablen. Jacobsen er naturligviis saa enig med mig i Bedømmelse. Han skal ikke siges, at have forkjælet sin Kone, eller ikke givet hende formegen Selvstændighed. Hun knipser blot i Lommen, men hun befinder sig vist bedst derved. Jeg sidder i hans Stue og skriver dette. Lehmanns sjælfulde Blik skuer ned paa mig, og gjør mig ganske varm; han var en Hædersmand, og en Ridder, jeg glæder mig altid meget over disse skjønne Træk ere blevede forevigede. Jeg troer, hvis han vidste, at vi havde ham paa vor Væg vilde han have en Følelse af, at være komne til en Slægt, som vil hædre hans Minde, og glæde sig over det saa længe som de leve.- Desværre har jeg indtet af Interesse at melde Dem, og vil derfor ikke opholde Dem længere. Vil De hilse Deres Datter og selv være kjærlig hilset fra os alle unge og gamle. Deres ærbødig hengivne Laura Jacobsen.
