1867-03-16
Afsender
J. C. Jacobsen
Modtager
Carl Jacobsen
Dokumentindhold
Om J. C. Jacobsens første møde med Emilie Djørup efter Carls afrejse.
Transskription
Carlsberg 16 Marts 1867.
Kjære Carl!
Da jeg ikke veed hvor lang Tid, der kan hengaae, til jeg modtager dit næste Brev, troer jeg ikke at burde afvente dets Ankomst, før jeg, som et Supplement til mine sidste Breve, meddeler Dig Resultatet af min første Sammenkomst med E.- Jeg besøgte hende i Toorsdags hos Michael's og havde en lang Samtale med hende i hvilken jeg først bestræbte mig for at overtyde hende om, at jeg virkelig ikke "havde Noget imod hende" men meget mere netop havde havt hendes Fremtids Lykke for Øie og dernæst søgte ved Fornuftsgrunde at bringe hende til at indsee Rigtigheden af min Opfattelse, men det var øiensynligt, at hverken mine Forsikringer eller mine Grunde - hvor mildt og venligt de end bleve fremførte -gjorde noget stort Indtryk eller vare istand til at tilveiebringe synderlig Forandring i de Forestillinger hvori hun havde levet sig ind. Det var tydeligt, at hun i mig stadigt saae den strenge, haarde Onkel, der var vred fordi man havde handlet imod hans Villie og der var derfor ingen
rigtig Modtagelighed for den Forestilling, at det var Vægten af mine Grunde der havde nødsaget mig til at handle som jeg gjorde. Først da jeg havde udtømt omtrent Alt hvad jeg vidste at sige og til Slutning tog hende kjærligt om Hovedet og klappede hende, idet jeg - vistnok noget bevæget - forsikkrede hende hvor ondt det gjorde mig for hende, gik det op for hende, at jeg virkelig havde et Hjerte ogsaa for hende og det varede da ikke længe før hun med Inderlighed og Kjærlghed kom mig imøde, saa at jeg med sand faderlig Ømhed kunde tage hende i mine Arme og kjærtegne hende som om hun var mit eget, kjære Barn og hun klyngede sig med ikke mindre Hengivenhed til mig og forsikkrede mig hvor glad hun nu var over denne Samtale og hvor let hun var om Hjertet, thi nu havde hun Tillid til mig, at jeg virkelig havde handlet med hendes Lykke for Øie og hun tvivlede ikke mere paa, at hvad jeg som kjærlig Fader gjorde, ogsaa vilde være til hendes sande Vel.
Nu troede hun ogsaa at kunne indsee, at en alvorlig Prøvelse var fornøden eller idetmindste til Eders Bedste og hun vilde nu med Taalmod bære den og haabe det Bedste af Fremtiden.
For at forebygge, at hun muligt skulde hengive sig til en Illusion, maatte jeg gjentage, at denne Fremtid i hvert Fald var noget fjern, da det vilde kræve Tid forinden Du kunde blive hvad Du burde være som Christen, som Mand og som Borger og at det ganske afhang deraf om hendes saavelsom mine kjæreste Ønsker og Forhaabninger kunde gaae i Opfyldelse, hvortil hun svarede, at dette begreb hun nu godt.-
Denne første Sammenkomst med E. kom saaledes til i Inderlighed og gjensidig Forstaaelse at danne et glædeligt Sidestykke til min sidste Sammenkomst med dig paa Reisen til Korsøer. Da jeg nu veed, at hun har Tillid til mig og oprigtig Hengivenhed, troer jeg, at kunne virke gavnligt
paa hende og det vil derfor være mig en sand Glæde, at see og tale med hende ret ofte.- Men det vilde give Anledning til Gisninger osv, hos hele og halve Bekjendte (hvilket jeg for hendes Skyld maa
afværge) dersom der indtraadte et altfor paafaldende Omslag i hendes Forhold til it Huus. Denne Forandring maa derfor foregaae succesive. Igaae var hun herude og besøgte din Moder, medens jeg var i Byen; hun havde ogsaa da udtalt sin Glæde over at have lært mig rigtigt at kjende.
Imorgen skulle vi see en lille Kreds hos os af Nielsens og Djørupperne ofl. hvor hun ogsaa kommer.-At denne Meddelelse vil skaffe Dig en stor Glæde kan jeg let indsee, men for at Du ikke skal hengive Dig til fordærvelige Illusioner, maa jeg tilføie, at jeg efter at have lært E. noget nærmere at kjende, er blevet bestyrket i min Overbeviisning om, at I, saaledes som I endnu ere, ikke vilde kunne gjøre hinanden lykkelige. Om I efter en yderligere Udvikling med Tiden ville blive istand dertil, er et Spørgsmaal, som kun Fremtiden kan besvare. Nu siger min Menneskekundskab mig kun, at der er Mulighed baade for et Ja og et Nei.- Gid Du maa faae Øiet op for denne dobbelte Mulighed og mindes at Afgjørelsen væsentlig beroer paa, hvad Du bliver til!
Din hengivne Jacobsen
Din Moder skriver først næste Gang; hun beder at hilse Dig Kjærligst
Fredag Formiddag.
Just som jeg staaer i Begreb med at afsende dette Brev, modtager jeg dit, som glæder mig intet mindre end mit har glædet Dig, thi omsider begynder Du nu at forstaae mig. Glem ikke den Erfaring Carl! Du har gjort om det Urigtige i de Forestillinger, hvortil Du dog aabenbart i saa høi Grad har hengivet Dig i fuld Tillid til deres Rigtighed! Jeg frygter for at det er en arvelig Feil hos Dig, som Du vil have ondt ved at udrydde, men dersom Du i Aftes havde seet E. sidde i et Par Timer paa mit Knæ
med Hovedet paa mit Bryst, i kjærlig Samtale, vilde Du dog vist være bleven rød af Undseelse over din Vildfarelse.- Dette er ikke nogen Bebreidelse men kun en kjærlig Paamindelse, som jeg haaber Du nu vil forstaae, ligesom E. forstaaer det Hjertelag, hvormed jeg siger selv det Alvorligste.
_______
Om Bryggeriet har det ogaa glædet mig meget at modtage din udførlige Meddelelse. Jeg har en hel Deel Spørgsmaal endnu at gjøre, men det maa beroe til næste Gang.-
Kjære Carl!
Da jeg ikke veed hvor lang Tid, der kan hengaae, til jeg modtager dit næste Brev, troer jeg ikke at burde afvente dets Ankomst, før jeg, som et Supplement til mine sidste Breve, meddeler Dig Resultatet af min første Sammenkomst med E.- Jeg besøgte hende i Toorsdags hos Michael's og havde en lang Samtale med hende i hvilken jeg først bestræbte mig for at overtyde hende om, at jeg virkelig ikke "havde Noget imod hende" men meget mere netop havde havt hendes Fremtids Lykke for Øie og dernæst søgte ved Fornuftsgrunde at bringe hende til at indsee Rigtigheden af min Opfattelse, men det var øiensynligt, at hverken mine Forsikringer eller mine Grunde - hvor mildt og venligt de end bleve fremførte -gjorde noget stort Indtryk eller vare istand til at tilveiebringe synderlig Forandring i de Forestillinger hvori hun havde levet sig ind. Det var tydeligt, at hun i mig stadigt saae den strenge, haarde Onkel, der var vred fordi man havde handlet imod hans Villie og der var derfor ingen
rigtig Modtagelighed for den Forestilling, at det var Vægten af mine Grunde der havde nødsaget mig til at handle som jeg gjorde. Først da jeg havde udtømt omtrent Alt hvad jeg vidste at sige og til Slutning tog hende kjærligt om Hovedet og klappede hende, idet jeg - vistnok noget bevæget - forsikkrede hende hvor ondt det gjorde mig for hende, gik det op for hende, at jeg virkelig havde et Hjerte ogsaa for hende og det varede da ikke længe før hun med Inderlighed og Kjærlghed kom mig imøde, saa at jeg med sand faderlig Ømhed kunde tage hende i mine Arme og kjærtegne hende som om hun var mit eget, kjære Barn og hun klyngede sig med ikke mindre Hengivenhed til mig og forsikkrede mig hvor glad hun nu var over denne Samtale og hvor let hun var om Hjertet, thi nu havde hun Tillid til mig, at jeg virkelig havde handlet med hendes Lykke for Øie og hun tvivlede ikke mere paa, at hvad jeg som kjærlig Fader gjorde, ogsaa vilde være til hendes sande Vel.
Nu troede hun ogsaa at kunne indsee, at en alvorlig Prøvelse var fornøden eller idetmindste til Eders Bedste og hun vilde nu med Taalmod bære den og haabe det Bedste af Fremtiden.
For at forebygge, at hun muligt skulde hengive sig til en Illusion, maatte jeg gjentage, at denne Fremtid i hvert Fald var noget fjern, da det vilde kræve Tid forinden Du kunde blive hvad Du burde være som Christen, som Mand og som Borger og at det ganske afhang deraf om hendes saavelsom mine kjæreste Ønsker og Forhaabninger kunde gaae i Opfyldelse, hvortil hun svarede, at dette begreb hun nu godt.-
Denne første Sammenkomst med E. kom saaledes til i Inderlighed og gjensidig Forstaaelse at danne et glædeligt Sidestykke til min sidste Sammenkomst med dig paa Reisen til Korsøer. Da jeg nu veed, at hun har Tillid til mig og oprigtig Hengivenhed, troer jeg, at kunne virke gavnligt
paa hende og det vil derfor være mig en sand Glæde, at see og tale med hende ret ofte.- Men det vilde give Anledning til Gisninger osv, hos hele og halve Bekjendte (hvilket jeg for hendes Skyld maa
afværge) dersom der indtraadte et altfor paafaldende Omslag i hendes Forhold til it Huus. Denne Forandring maa derfor foregaae succesive. Igaae var hun herude og besøgte din Moder, medens jeg var i Byen; hun havde ogsaa da udtalt sin Glæde over at have lært mig rigtigt at kjende.
Imorgen skulle vi see en lille Kreds hos os af Nielsens og Djørupperne ofl. hvor hun ogsaa kommer.-At denne Meddelelse vil skaffe Dig en stor Glæde kan jeg let indsee, men for at Du ikke skal hengive Dig til fordærvelige Illusioner, maa jeg tilføie, at jeg efter at have lært E. noget nærmere at kjende, er blevet bestyrket i min Overbeviisning om, at I, saaledes som I endnu ere, ikke vilde kunne gjøre hinanden lykkelige. Om I efter en yderligere Udvikling med Tiden ville blive istand dertil, er et Spørgsmaal, som kun Fremtiden kan besvare. Nu siger min Menneskekundskab mig kun, at der er Mulighed baade for et Ja og et Nei.- Gid Du maa faae Øiet op for denne dobbelte Mulighed og mindes at Afgjørelsen væsentlig beroer paa, hvad Du bliver til!
Din hengivne Jacobsen
Din Moder skriver først næste Gang; hun beder at hilse Dig Kjærligst
Fredag Formiddag.
Just som jeg staaer i Begreb med at afsende dette Brev, modtager jeg dit, som glæder mig intet mindre end mit har glædet Dig, thi omsider begynder Du nu at forstaae mig. Glem ikke den Erfaring Carl! Du har gjort om det Urigtige i de Forestillinger, hvortil Du dog aabenbart i saa høi Grad har hengivet Dig i fuld Tillid til deres Rigtighed! Jeg frygter for at det er en arvelig Feil hos Dig, som Du vil have ondt ved at udrydde, men dersom Du i Aftes havde seet E. sidde i et Par Timer paa mit Knæ
med Hovedet paa mit Bryst, i kjærlig Samtale, vilde Du dog vist være bleven rød af Undseelse over din Vildfarelse.- Dette er ikke nogen Bebreidelse men kun en kjærlig Paamindelse, som jeg haaber Du nu vil forstaae, ligesom E. forstaaer det Hjertelag, hvormed jeg siger selv det Alvorligste.
_______
Om Bryggeriet har det ogaa glædet mig meget at modtage din udførlige Meddelelse. Jeg har en hel Deel Spørgsmaal endnu at gjøre, men det maa beroe til næste Gang.-
