1879-10-06
Afsender
Laura Jacobsen
Modtager
Carl Jacobsen
Dokumentindhold
Om Carls åndelige velbefindende og nogle religiøse overvejelser.
Transskription
Min Kjære Carl!
Siden jeg kom hjem, har jeg blot en Gang talt med Din Fader om Dine Anliggender. Dig har jeg ikke talt med siden 3die Juni; da jeg vilde formaae Dig til i Enerum, at tale med Din Fader inden Promotionen; gid Du havde gjort det, og meget Andet, som jeg bad Dig om i Vinter men da blev Du som om alle gode Aander, havde vendt Dig Ryggen. Jeg vilde nu saa gjerne vide, hvordan det staaer til i Din Sjhæl, Du mit eneste ælskede Barn, om der ikke er kommen mere Resignation. Naar Du seer paa Ottilie og mig, har Du i Reegelen, Dit velsignede Smil, som klæder Dig saa godt, men til andre er det som oftes koldt og forhastisk, det klæder Dig ikke, det kommer ikke af det Gode, men af et bittert Sind, som tilindtetgjør
Fromheden og Ydmygheden i Din Sjhæl, og som lidt efter lidt kan faa en haard og hensynsløs Magt over Din Charakter, hvis Du ikke er opmærksom derpaa. Man fristes stadig, og det er svært at modstaa, men doppelt svært hvis man ikke tænker, om man ikke mulig selv har fremkaldt Fristeren.-
Jeg er undertiden meget ond og bitter i mit Sind, men da jeg ikke kan taale at huse denne Bitterhed , men bliver paa det Forunderligste lægemlig syg deraf, saa tvinges jeg tit, at se det, som bedrøver og forbitrer mig fra en anden Side. Saa denne haarde Prøvelse, som et dorligt Helbred virkelig er, kan dog gjøre sin store Nytte.- Jeg veed ikke altid hvordan jeg skal faa denne anden Side frem, men saa søger jeg Ensomheden i min Stue, eller i Naturen, men jeg er hværken oplagt til at takke eller bede, men jeg gjør det alligevel, og min Villie dertil, er da saa stærk, at jeg ligesom Sangeren der synger sig op, kommer til med Varme, at takke Gud for alle de Goder
og Glæder, som jeg en stund har glemt, at jeg eiede. Jeg føler mig da som en ussel Stymper i alle Maader, men jeg faaer et Haab ved Siden deraf, at Gud vel hjelpe mig, naar jeg blot ydmyg beder ham derom; at han vil give mig saa stort Syn paa mine egne Feil,at jeg at min Villie bliver saa stærk, at jeg lægger dem af; og Underet skeer, jeg kommer for en Stund igjen til at betragte Livet fra et religiøst Standpunkt. Velsignelsen udebliver aldrig. Jeg kommer til at elske Mennskene, med Deres Dyder og Feil, fordi jeg har faaet Syn paa mine egne Mangler. Og det jeg før har følt, som en knugende Magt over mig, glider nu let over mig.
Troen, Haabet og Kjærligheden, har da seiret.
Hvad Tiden bringer, eller tager fra Dig kjære Carl, hold paa disse tre Clenodier, thi saa er Du dog i Besiddelse af den høiste Lykke, og den saligste Følelse.
Din hengivne Moder
Siden jeg kom hjem, har jeg blot en Gang talt med Din Fader om Dine Anliggender. Dig har jeg ikke talt med siden 3die Juni; da jeg vilde formaae Dig til i Enerum, at tale med Din Fader inden Promotionen; gid Du havde gjort det, og meget Andet, som jeg bad Dig om i Vinter men da blev Du som om alle gode Aander, havde vendt Dig Ryggen. Jeg vilde nu saa gjerne vide, hvordan det staaer til i Din Sjhæl, Du mit eneste ælskede Barn, om der ikke er kommen mere Resignation. Naar Du seer paa Ottilie og mig, har Du i Reegelen, Dit velsignede Smil, som klæder Dig saa godt, men til andre er det som oftes koldt og forhastisk, det klæder Dig ikke, det kommer ikke af det Gode, men af et bittert Sind, som tilindtetgjør
Fromheden og Ydmygheden i Din Sjhæl, og som lidt efter lidt kan faa en haard og hensynsløs Magt over Din Charakter, hvis Du ikke er opmærksom derpaa. Man fristes stadig, og det er svært at modstaa, men doppelt svært hvis man ikke tænker, om man ikke mulig selv har fremkaldt Fristeren.-
Jeg er undertiden meget ond og bitter i mit Sind, men da jeg ikke kan taale at huse denne Bitterhed , men bliver paa det Forunderligste lægemlig syg deraf, saa tvinges jeg tit, at se det, som bedrøver og forbitrer mig fra en anden Side. Saa denne haarde Prøvelse, som et dorligt Helbred virkelig er, kan dog gjøre sin store Nytte.- Jeg veed ikke altid hvordan jeg skal faa denne anden Side frem, men saa søger jeg Ensomheden i min Stue, eller i Naturen, men jeg er hværken oplagt til at takke eller bede, men jeg gjør det alligevel, og min Villie dertil, er da saa stærk, at jeg ligesom Sangeren der synger sig op, kommer til med Varme, at takke Gud for alle de Goder
og Glæder, som jeg en stund har glemt, at jeg eiede. Jeg føler mig da som en ussel Stymper i alle Maader, men jeg faaer et Haab ved Siden deraf, at Gud vel hjelpe mig, naar jeg blot ydmyg beder ham derom; at han vil give mig saa stort Syn paa mine egne Feil,
Troen, Haabet og Kjærligheden, har da seiret.
Hvad Tiden bringer, eller tager fra Dig kjære Carl, hold paa disse tre Clenodier, thi saa er Du dog i Besiddelse af den høiste Lykke, og den saligste Følelse.
Din hengivne Moder
