J. C. Jacobsens arkiv

1870-02-03

Afsender

J. C. Jacobsen

Modtager

Carl Jacobsen

Dokumentindhold

J. C. Jacobsen fortæller om sit rigsdagsselskab og om arbejdet med brøndboringen. Foredraget i Landhusholdningsselskabet var en succes. Endvidere om byg og rejsen til England.

Transskription

Torsdag Aften 3/2
 
Kjære Carl!
Det er kun Lidt, jeg dennegang har at skrive om.- Rigsdagsselskabet vil din Moder fortælle Dig om. Det var meget behageligt, men ikke nær saa animeret som ifjor, da jeg ikke havde saamange gode Skaaler at udbringe. Dog vare mine Gjæster meget fornøiede.- Mit Foredrag i Landhuusholdnngsseskabet gik meget godt.- Det melede skotske Byg fra ifjor, fra Younger, imponerede især vore Landmænd, mest Godseiere.- Jeg beholdt endnu lidt deraf tilbage, men dersom Du i Burton kan faae en lille Prøve (i en Flaske) af ligesaa melet Byg, var det ikke Skade at have den til Foreviisning ved en anden Leilighed. De forundredes ogsaa ved at see det temmelig smalle og piggede Oderbruck Byg og høre at saadant Byg var søgt i England.- Her troer man at en høi Vægt er det ene Afgjørende.- De kunde slet ikke forstaae at en engelsk Brygger kunde bruge saadant Chili Byg, som jeg viste dem Maltet af, og jeg forstaaer i Grunden heller ikke hvorledes

det kan betale sig at malte saadant Byg med en Maltskat af 21 sh 9d pr Quarter. Det maa være umaadeligt billigt. Ved Du Prisen derpaa?- Hvilket Byg bruger Evershed? og hvad er Prisen nu i Burton? Bruger man saa simpelt Byg dér, som i Edinburgh- Jeg havde ved Selskabet Tietgen tilbords. Han anbefalede stærkt at besøge Porterbryggerierne, især Guinness i Dublin og dernæst at besøge Drogheda (udtalt Droggeda), hvis mild Ale vare berømte og billige.- De fandt stor Afsætning bl. A i Liverpool og Manchester. Da jeg udtalte min Forundring over, at Du ikke havde omtalt Grogheda's Øl, sagde han at Englænderne af Skinsyge mod Irlænderne søgte at ignorere det.- Han tilraadede ogsaa en Excursion fra Dublin til Waterford, hvor der, som flere Steder i Irland, var en meget interessant Kirke fra de Danskes Tid og Veien dertil førte gjennem de skjønneste Egne i Irland.- Men dertil faae vi neppe Tid dennegang.

Jeg kan nu stole paa, at Brandforsikkringen ikke skal lægge mig Hindringer iveien for at reise omtrent d 14 April. Det gjelder blot om at blive færdig med Forarbeider til Bygningen.- Opmuringen af Brønden er nu foreløbig færdig og vi arbeide paa at rydde den løse Jord bort, som ved Udgravningen blev ophobet deromkring, men dette Arbeide gaaer endnu ikke saa rask, som jeg ønskede, deels fordi Jorden er frossen deels fordi vi ikke ere ganske færdige med at tage mod Iis.- Paa Løverdag troer jeg dog at vi ville have alle Beholdere propfulde.- Vi have minus 5 (gradtegn) R (=-6,25 C).
Først i næste Uge, naar den løse Jord er bortskaffet, lændse og rense vi Brønden og saa begynder Boringen.- Fra Dupont og Dreyfus fik jeg Svar, at de ønskede Fortegnelse over Bjelkernes Mængde og Længde samt Dimensioner for at kunne opgive mig den nøiagtige Priis. De vilde helst sætte det hele i Arbeide paa eengang

efter de bestemt opgivne Maal.Jeg arbeider derfor alt hvad jeg kan paa at tegne og beregne Bjelkelagene, hvilket kræver fuldstændige Construktions-tegninger af næsten hele Opstillingen af Maskinerierne, Kar, Trapper, Opheisninger, osv.- Men jeg troer nu at jeg har Alt gjennemtænkt og rettet i Skizzer, saa at jeg kan tegne det Hele reent. Med Tegningerne skal jeg saaledes nok blive færdig i rette Tid og Jordarbeidet kan ogsaa godt blive færdigt, naar Frost og Snee ikke skal blive altfor slemme. Jeg haaber da at vi kunne have nogenlunde god Ro til vor Reise, medens Beckman under Kogsbølles Tilsyn lægger Grund og bygger Kjeldermurene.-Naar Detailtegningerne ere færdige, skal jeg sende dig Copier deraf.-
____________
Hermed maa jeg slutte for denne Gang
Lev vel! din Jacobsen
[På langs] Ved en Feiltagelse var Convoluten om din Moders Brev bleven lukket. Jeg maa derfor sende disse Linier i endnu en Convolut

Fakta

PDF
Brev
Dansk
København
Burton-on-Trent
Carlsberg arkiv. Uden FA-nummer, æske F 13,1
Carlsberg, Industriel arkæologi, Mellembryggeriet, bryggeriindretning, bryggeriteknologi, byg