J. C. Jacobsens arkiv

1868-01-08

Afsender

J. C. Jacobsen

Modtager

Carl Jacobsen

Dokumentindhold

Om maltning og Tischbeins kølle. J. C. Jacobsen opfordrer Carl til at have en ordentlig notesbog.

Transskription

d 8 Januar 1868.

Kjære Carl!
Det har interesseret mig meget, at læse din Beskrivelse af Malteriet og Fremgangsmaaden ved Maltningen i Schwechat. Den væsentligste Forskjel, der er imellem den og min, bestaaer i og følges af den kortere Udblødningstid hvormed den tidlige Varmeudvikling til 20 grader C og den hensvindende Sved og standsning af Spiringen i de sidste Dage hænge sammen. Det sidste er slet ikke efter mit Hoved, thi naar Livsvirksomheden (Spiringen) standser i Kornet, er dette meget udsat for at tage Skade af Skimmeldannelse medens det henligger i en fugtig Tilstand og i en halvvarm Temperatur. Derfor foretrækker jeg den langsommere Varmeudvikling og den jevnt fremadskridende Spiring, der holder ud lige til Enden og derpaa pludseligt afbrydes.Jeg glæder mig til snart at læse Fortsættelsen af denne Rapport, hvoraf jeg bl.A. vil faae at see om Tischbeins mechaniske Kølle virkelig er i Brug i Schwechat, som Habichs Bierbrauer fortæller.-- Jeg skal naturligviis gjemme

din Skizze af Maltkjelderens Konstruction men antager dog, at Du selv indføier alle dine Optegnelser og Skizzer i en Bog, hvori Du efterhaanden samler Alt, der kan have Interesse for dig senere.- Hvad man optegner paa løse Blade eller i Lommebøger gaaer efterhaanden tabt og man kan senere meget vanskeligt finde hvad man ønsker i slige spredte Notitser.- Føringen af en saadan Journal vil være en god Øvelse i at ordne og bearbeide et Stof til en sammenhængende og klar Fremstilling og den vil ogsaa kunne give dig en gavnlig Øvelse - som Du jo i høi Grad har Behov - i at skrive.- Det er paa den høie Tid, at Du lægger Dig derefter, ellers vil Du bittert fortryde det, naar Du bliver ældre!Have dine nye Venner ikke sagt Dig det Samme ?Naar Du kommer til Dampbryggeriet i Pesth vilde jeg gjerne have en muligst fuldstændig Beskrivelse at dets Indretning, da det vil interessere mig, at kunne sammenligne Enkelthederne med mine.- Læg særlig Mærke

til om der er nogen Forskjel i Gjæringens gang dér og i Schwechat og navnlig om Attenuationen er den samme i lige lang Gjærings- og Lagrings-Tid.- Flere Bryggere paastaae og troe, at der er en Forskjel, men jeg har endnu ikke opdaget nogen saadan.- Er der ikke Dampkogning hos Hatt i Strasbourg?- Det gjorde mig meget ondt at høre om Branden i Erhards Bryggeri.- Lad mig endelig vide hvorledes det forholder sig med Skadens Udstrækning og om han har lidt noget større Tab.Skjøndt jeg aldrig har seet denne Familie betragter jeg den dog som henhørende til vor Bekendtskabs Kreds.-Annoncen i Journal de Brasseur, som Du omtaler, forekommer mig ikke at passe for Dig da Vedkommende- saavidt jeg forstaaer- søger En der kan "overtage Forretningen" efter et Aars Prøve, altsaa En der vil bosætte sig dér som eier eller Leier af etablissementet. Virksomheden i Prøvetiden vil vistnok ogsaa nærmest

være Contoirforretningerne og ikke den reent techniske Styrelse, der ligger under maitrebrasseur.- Di Ven Hatt, maa dog bedst kunne bedømme hvad der er meent med denne Annonce.-_____________________________________________
Din Moder har vistnok fortalt dig om Carl Blochs Forlovelse med Frøken Trepka, som fortiden er l'événement de la journeé. Saavidt vi kunne skjønne, har hendes Gemyt ikke - som man kunde frygte- taget nogen Skade ved hendes Opdragelse til en Verdens Dame. Hun roses af Alle, som kjende hende for hendes Elskværdighed, saavelsom for hendes Begavelse og Dannelse, som en sand Perle. Jeg glæder mig til snart at gjøre hendes nærmere Bekjendtskab. Desværre bliver det snart atter afbrudt, da de have isinde at holde Bryllup og derpaa at reise til Rom allerede til Foraaret. Bloch har nylig, lige før Juul, foretaget en gjennemgribende Forandring med Madonna's Skikkelse paa "Hyrderens Tilbedelse", som er overordentlig heldig i enhver Henseende. Istedetfor at hun tidligere

bøiede sig ned i Beskuelse af Barnet, seer hun nu lige ud for sig, hvorved man faaer det fulde Indtryk af det sjælfulde Blik og af den Inderlighed i Følelsen, som Bloch kan fremstille saa vidunderligt deiligt. Det er ikke formeget sagt, at Correggio's Aand er over ham.- hans "Christus, der fristes af Satan", er et høist originalt og skjøndt, poetisk Billede.- Christus staaer paa Toppen af et Bjerg omstraalet af den bag ved ham opstigende Sols Lyshav.- Den udstrakte Arm siger: Viig fra mig, Satan! og knust af dette Ord synke Dievelens mægtige Skikkelse ned i Afgrunden. Et tredie Billede, Barnemordet, ogsaa meget levende, er under Arbeide og bliver vistnok færdig til Foraaret.- Ddesuden har han gjort Studier til Flugten til Ægypten og flere af de følgende Billeder, som nu sandsynligviis blive malede i Rom, hvormed jeg er meget tilfreds skjøndt det ikke kan mærkes paa de sidste Billeder at de ere malede under Nordens graae Himmel.s. 6Hans store Billede af Niels Ebbesen, der trænger ind i Geerts Sovekammer, er efter min Formening fortræffeligt opfattet og kraftigt fremstillet, men Høyen havde tænkt sig Situationen "anderledes" og var ikke tilfreds dermed, hvorfor Bloch afbrød Forholdet til Galleriet og solgte Maleriet, til en høiere Pris, til Grev Moltke Hvidtfeld.----- Jeg har tænkt paa, at forære Bloch som Brudegave en Porcelains Vase med Prospecter fra Rom, hvor hans første Bekjendtskab med Frøken T blev stiftet.Heldigviis er den Kgl. Porcelainsfabrik kjøbt af Suhr, Holmblad og et Par andre Rigmænd, i den Hensigt at opretholde dens kunstneriske Retning. dersom d 6te April ikke var indtruffen, havde jeg sikkert være Deltager, men jeg er nu dobbelt glad over at Sligt kan komme istand uden mig.- Hidtil har jeg i den Retning omtrent staaet ganske ene.-Dette bliver altsaa det sidste Brev til Wien og vi maae vente paa nærmere Underretning om hvorhen det næste skal adresseres.- Lev vel!  Hils din Ven Hatt.
 
Din hengivne Jacobsen

Fakta

PDF
Brev
Dansk
København
Uden FA-nummer, æske F 3,1
Industriel arkæologi, bryggeriindretning, bryggeriteknologi