J. C. Jacobsens arkiv

1876-12-21

Dokumentindhold

J. C. Jacobsen prøver at trøste Elisabeth Jerichau Baumann, der i Rom med sin Familie. Hendes søn Harald har mistet livsmodet efter sønnens død.
J. C. Jacobsen bestiller et landskabsbillede hos Harald for at få ham igang med noget arbejde. 

Transskription

Carlsberg d 21 December
1876

Kjære Fru Jerichau

Det bedrøvede mig meget af Deres Brev, som jeg modtog i Aften, at see Dem lide saa meget ved Synet af Deres Søns Sorg og ved Ængstelsen over hans Mangel paa Sjælsstyrke til at bære hans smertelige Tab. Det maa imidlertid være en stor Trøst for Dem, at han har den Lykke at have Dem ved sin Side, idet De med Deres christelige, gudhengivne Sind og som hans Moder bedre end nogen Præst vil kunne lære Ham at bære Herrens Tilskikkelser i Taalmod og Ydmyghed.
Hvor Sorgen antager saa lidenskabelig en Characteer som hos ham, vil sikkert [overstreget] en – relativ – Ro og Trang til atter at hæve sig ved anstrængt Virksomhed i sit Kald sikkert ogsaa snarere indtræde 

End hos dem, der gaae i stille Tungsind og ruge over deres Sorg, uden at tage sig noget for, fordi de mangle Energi.-
Hvad den omtalte Bestilling angaaer, da veed De, at mit Huus ikke er synderlig Skikket til deri at anbringe Malerier, men til et enkelt Billede kan jeg dog maaskee nok finde en passende Plads. Jeg vil derfor, hvis De fremdeles anseer det for at være af Vigtighed for Deres Søns Vækkelse til fornyet Virkelyst, opfordre ham til at male et Landskab med Staffage efter hans Studier fra Lille Asien til en Priis af 4-5000 Kroner, men ikke for stort, da jeg ikke har en eneste stor Væg i mine Værelser.
Tak for de duftende Violer, som De sendte mig og som ved deres endnu

Ganske friske Duft vække kjære Minder og stærke Længsler efter Roms Høie.
Hvor gjerne vilde jeg ikke flyve derhen og drømme paa Forum og Capitol om Scipionernes Tid, da Rom endnu var stor før det gik tilgrunde af altfor megen Storhed og saakaldt Lykke!
Men om denne Længsel nogensinde bliver tilfredsstillet, er mere end tvivlsomt.-
Gid nu Julen nu maa bringe Dem og Deres Børn, om ikke Juleglæde saa dog Fred og Ro og Haab saa at De maa føle og sande at Julen er en Fest for Forjættelsen om Frelse fra Mørket

 Deres oprigtigt hengivne
J. C. Jacobsen

Fakta

PDF
Brev
Dansk
København
J.C. Jacobsens brevpapir
Rom
Bakkehussamlingen.