J. C. Jacobsens arkiv

1868-11-25

Afsender

J. C. Jacobsen

Modtager

Carl Jacobsen

Dokumentindhold

Om afsendelsen af 100 salmebøger til den skandinaviske kirke i Edinburgh. Om Carl Bloch og om selskabslivet på Carlsberg.

Transskription

Carlsberg d 25 Novbr 68
 
Kjære Carl !
Naar Du modtager disse Linier vil Du allerede pr Telegraph have modtaget Underretning om at de 100 Psalmebøger ville blive afsendt herfra med det første Dampskib til Leith, der afgaar paa Løverdag. Lind foreslog først at sende dem i Duodez-Udgaven, der er lidt billigere end Octav-Udgaven og som mest benyttes i Kjøbvn, da den er saa portativ, men da den er temmelig fiinstilet, foretrak jeg Octav Udgaven med større, tydelig Tryk. Den haves færdig med simpelt, solidt Læderskind, saa at der kun behøves at trykkes Inscription derpaa hvilket Lind sagde kunde blive udført inden Løverdag og han var saa venlig at besørge det Hele med Indpakning og Afsendelse til din Adresse.-  Jeg behøver neppe at sige, at Du ganske har handlet i min Aand ved at paatage Dig et Foretagende, der er smukt og hvortil del føles Trang og som Du fandt burde gjennemføres, naar der ikke var pålangs: Dampskibet gaaer nok ikke før paa Tirsdag

Udsigt til at det lettelig vilde kunne gjennemføres uden din Indskriden. Det er netop den Fremgangsmaade jeg saa ofte har fulgt, saavidt mine Midler have tilladt det. Jeg er glad over at Du derved efterlader Dig et smukt Minde og et godt Exempel i den Kreds, hvori Du nu lever. Bevidstheden derom er en rig Løn, en Mands bedste Løn i dette Liv.- At Du med den Beskedenhed, der characteriserer Dig, har gjort dig Umage for at Du personlig traadte saa lidt frem som muligt, var hvad jeg ventede af Dig. I England er en slig Beskedenhed vistnok mindre almindelig, men derover bør man ikke forarge sig, thi dér betragtes det som en Pligt, at de mere Formuende bringe store personlige Offre og derfor ere de nødte til at lægge for Dagen, at de ikke have forsømt deres Borgerpligt. Ogsaa er Exemplets Indflydelse paa Andre et berettiget Motiv til ikke at udføre patriotiske Handlinger i Skjul.
Jeg kan ikke see af dit Brev, hvem det er, der har opfordret Parlaments-Kandidaterne

til at yde Bidrag til den skandinaviske Kirke, men i hvert Fald et det betegnende for den engelske Valgagitation, at Kandidaterne, der bryde sig Pokker om Eders Kirke, have ilet med at insinuere sig, selv hos en nok saa lille Fraction af Befolkningen ved at vise sig gavmilde mod Eders Foretagne.
_________
Som jeg meddelte Dig i mit sidste Brev afsender jeg med Dampskibet paa Løverdag c 50 Flasker af mit nye baierske Øl til Dig, hvormed jeg antager at Du vil gjøre Theilmann en Present. Jeg vil ikke sende det directe til ham, da han saa kom til at betale Tolden m.m. - Det er, som Du ogsaa vil kunne smage, temmelig ungt, c 6 Uger, men finder meget Bifald her paa Stedet og vil paa denne Aarstid forhaabentlig ikke tage Skade af den korte Reise, men til at gjemmes duer det ikke, da det om føie Tid vil afsætte Bundfald ved Eftergjæringen.Naar Dampskibsfarten til Foraaret begynder igjen skal jeg sende en lignende Prøve, som da vil være bedre aflagret og det vil da vise

sig om den Slags Øl skulde finde Behag i Skotland. Jeg kunde sagtens brygge noget baiersk Øl, som kom den almindelige Smag derovre nærmere, men da jeg ikke veed hvorlænge Du bliver hos Younger vil jeg ikke tænke paa at optræde directe som hans Koncurrent til den Tid. Det vil jeg hellere overlade til Dig, naar Du kommer hjem som engelsk Brygger.
_________
Jeg har nok fortalt Dig, at Bloch vilde reise hjem fra Florentz paa Grund af hans Frues Omstændigheder. De ere nu kommen tilbage og han besøgte os i Aften. Han var meget tilfreds over Besøget i forskjellige Gallerier og navnlig over forskjellige Motiver til Brug for Frederiksborg Billederne, som han havde fundet i Venedig og Florentz. Det var kjendeligt, at hans Blik i de sidste Aar var modnet betydeligt under Beskjæftigelsen med de historisk-bibelske Billeder og at han nu saae klarere hvad han mangler og endnu har at stræbe efter. Heldigviis hører han til dem, der gjerne ville lære Kunsten grundigere

og som ikke slaae sig til Ro fordi han for Øieblikket har Lykken med sig. Han er en alvorlig Kunstner, som stedse stræber efter et høiere Maal og jeg er glad over at have bidraget til, at han kan stille sig et høit Maal.- Det var Skade, at jeg ikke vidste at han var kommen hjem i forrige Uge, da jeg isaafald havde indbudt ham og hans Alma til i Søndags til et Selskab for Anna og Edsberg, som var meget livligt og behageligt. Fru Vus og Fru Lind mødte begge i deres smukke Pariser Kjoler og Fru Vus havde faaet den første uheldige Besætning ombyttet med en nye, som var meget smagfuld og Kjolen værdig. Hun saa nydelig ud og saa frisk, at hun stak alle de yngre Piger ud. Jeg hørte den Aften, at der for nogen Tid siden var kommen Efterretning fra Monrad paa Ny Zeeland om at der var udbrudt Fjendtligheder fra de Indfødtes Side og at Viggo, der er Officier i Militsen, havde maattet rykke i Felten, hvilket kom meget

ubeleiligt, da han, som Officier, havde faaet et betydeligt Areal udyrket Land, hvilket han netop var i færd med at bringe under Kultur og hvorpaa han havde bosat sig med sin Kone, der nu boer alene derude, fjernt fra Familien, medens han gaaer i Kamp med de Vilde. Familien var meget bekymret derover.-
Frøken Lunn's Selskab maatte vi undvære, da hendes Forlovede meget snart skal op til Examen (den statsoeconomiske). Der synes at være Tvivl om han naaer mere end anden Characteer, da han ikke har hele sin Tid til Raadighed, men ogsaa maa passe sine militaire Forretninger.-
_________
 Jeg maae ikke glemme at give Dig i Commission at kjøbe og sende os 12 Daaser med Alberts- Biscuits af samme Fabrik som de forrige (Littlejohns troer jeg ). De, der faaes her hos Delicatessehandleren ere fra en anden Fabrik og af daarlig Smag. Din Moder faaer ikke Tid til at skrive idag og beder mig hilse dig kjærligst.

[Paa langs] jeg har ogsaa en Mængde Hilsener til Dig fra vore Gjæster i Søndags. Lev vel ! Din Jacobsen.





Fakta

PDF
Brev
Dansk
København
Uden FA-nummer, æske F 3,1
Mæcenvirksomhed, familieliv