1874-10-17
Afsender
J. C. Jacobsen
Modtager
Johanne Luise Heiberg
Dokumentindhold
J. C. Jacobsen udtrykker sin begejstring over, at fru Heiberg nu er kommet til Rom og advarer hende om ikke at overanstrænge sig. Han fortæller om Roms betydning og det store indtryk byen altid har gjort på ham.
Transskription
D 17de October 1874.
Kjære Frue!
Det har længe været mit Ønske at skrive Dem til, men deels har jeg ikke kunnet faae Ro dertil for en Syndflod af Forretninger, som have været nærved at overvælde mig efter min Hjemkomst, deels har jeg ikke vidst hvorhen jeg skulde sende mit Brev. Nu ved jeg det. Endelig er De kommen til ”det evige Rom!” Gid jeg nu kunde flyve derhen og være Deres Fører rundt om i Oldtidens Levninger og i Middelalderens Mindesmærker! Dog nei! Dermed vilde De neppe være tjent, thi jeg vilde i min jublende Glæde vistnok ikke være istand til at ramme, Maade men friste Dem til at anstrenge Dem over Evne. Dertil vil De maaske selv blive altfor tilbøielig, naar De kommer til at fordybe dem i Roms uhyre Rigdom af historiske Minder, af Kunst, Naturskjønheder og Folkeliv som man svælger i fra Morgen til Aften
Men det er jo ikke alene den uendelige Mangfoldighed og det Forskjelligartede i de interessante Gjenstande for Betragtningen, man overalt møder, som uophørligt holde En i Aande, og som ikke lade En have Ro, før man har gjort et foreløbigt Bekjendtskab med dem alle; Rom's Ruiner, Monumenter og Kunstskatte lade sig ikke nøie med en flygtig Betragtning; de drive En med en uimodstaaelig Magt til at søge og hige efter en dybere Forstaaelse; om man end er nok saa lidt Historiker, Archæolog, Kunsthistoriker, saa bliver man det uvilkaarligt i Rom. Der gives sikkert intet Sted, hvor hver Time af Ens Liv faaer saa rigt og varigt Indhold. Det kan desværre neppe feile, at Rom's nye Stilling som en værdslig Regjerings Sæde og som Italiens Hovedstad maa virke noget forstyrrende paa Nydelsen af de gamle Minder, ligesom hele Livet i Rom vistnok ogsaa maa have tabt en Deel af den primitive, forældede Tilstand, hvori jeg saae det og som bidrog saa meget til at sætte En ind i det Forbigangne, idet
man overalt følte, at man her befandt sig udenfor den moderne Tid, hvis Briller det ikke faldt En ind at bruge.- Jeg kan ikke uden Sorg tænke paa, at man, som de siger, rydder hele Quarterer op og formodentlig istedetfor de gammelromerske, snavsede Gyder med Skarnbunker paa Hjørnerne anlægger brede, pyntelige Gader og Boulevarder à la Paris, men heldigviis kan dette Omdannelsesværk dog neppe være synderlig fremskreden, saa at man kan undgaae at berøres deraf.- De vil maaskee i det første Øieblik betragte det som Bizzararie at jeg foretrækker snavsede gader for ziirlige Boulevarder – i Rom – men De vil neppe være der ret længe før De er enig med mig. ”Det hører nu engang med til det gamle Rom som jeg elsker”. Vanskeligere er det at forsone sig med det gamle Rom's Boliger, hvis – Mangel paa Komfort (for at bruge det mildeste Udtryk) er altfor følelig, men ogsaa denne ubehagelige Eiendommelighed finder man sig dog efterhaanden i med romersk Taalmod
naar man, efter kort Tids Forløb, har forelsket sig i Rom, thi Gjenstanden for Ens Kjærlighed tilgiver man jo meget. Selv om De ikke skulde være saa heldig, at finde en bedre Bolig end den nuværende, nemlig med en friere Beliggenhed ved en Plads, hvor Romerfolket færdes, er jeg overbevist om at De snart vil glemme alle de mindre og nogle af de større Ubehageligheder ved Opholdet i Rom, naar De kun maa blive saa rask, at De kan færdes daglig ude og ret føle Dem hjemme i Rom. Naar De har betragtet Landskabet fra Monte Mario og nydt Udsigten fra Monte Pincio til St Pietro og seet Solnedgangen fra Kaiserpaldsernes Ruiner og betragtet Forum og Coliseum i Maaneskin, vil De sikkert føle og sige, ”her er godt at være”. At denne Følelse vil forfriske deres Sind og styrke Deres Sundhed og fornye Deres Kræfter og at De derved vil sættes istand til i fulde Drag at nyde hele den Poesie, som den evige Stad indeholder, er det tillidsfulde Haab, hvormed jeg bringer Dem min Hilsen.
Deres ærbødige og
hengivne J. C. Jacobsen
Kjære Frue!
Det har længe været mit Ønske at skrive Dem til, men deels har jeg ikke kunnet faae Ro dertil for en Syndflod af Forretninger, som have været nærved at overvælde mig efter min Hjemkomst, deels har jeg ikke vidst hvorhen jeg skulde sende mit Brev. Nu ved jeg det. Endelig er De kommen til ”det evige Rom!” Gid jeg nu kunde flyve derhen og være Deres Fører rundt om i Oldtidens Levninger og i Middelalderens Mindesmærker! Dog nei! Dermed vilde De neppe være tjent, thi jeg vilde i min jublende Glæde vistnok ikke være istand til at ramme, Maade men friste Dem til at anstrenge Dem over Evne. Dertil vil De maaske selv blive altfor tilbøielig, naar De kommer til at fordybe dem i Roms uhyre Rigdom af historiske Minder, af Kunst, Naturskjønheder og Folkeliv som man svælger i fra Morgen til Aften
Men det er jo ikke alene den uendelige Mangfoldighed og det Forskjelligartede i de interessante Gjenstande for Betragtningen, man overalt møder, som uophørligt holde En i Aande, og som ikke lade En have Ro, før man har gjort et foreløbigt Bekjendtskab med dem alle; Rom's Ruiner, Monumenter og Kunstskatte lade sig ikke nøie med en flygtig Betragtning; de drive En med en uimodstaaelig Magt til at søge og hige efter en dybere Forstaaelse; om man end er nok saa lidt Historiker, Archæolog, Kunsthistoriker, saa bliver man det uvilkaarligt i Rom. Der gives sikkert intet Sted, hvor hver Time af Ens Liv faaer saa rigt og varigt Indhold. Det kan desværre neppe feile, at Rom's nye Stilling som en værdslig Regjerings Sæde og som Italiens Hovedstad maa virke noget forstyrrende paa Nydelsen af de gamle Minder, ligesom hele Livet i Rom vistnok ogsaa maa have tabt en Deel af den primitive, forældede Tilstand, hvori jeg saae det og som bidrog saa meget til at sætte En ind i det Forbigangne, idet
man overalt følte, at man her befandt sig udenfor den moderne Tid, hvis Briller det ikke faldt En ind at bruge.- Jeg kan ikke uden Sorg tænke paa, at man, som de siger, rydder hele Quarterer op og formodentlig istedetfor de gammelromerske, snavsede Gyder med Skarnbunker paa Hjørnerne anlægger brede, pyntelige Gader og Boulevarder à la Paris, men heldigviis kan dette Omdannelsesværk dog neppe være synderlig fremskreden, saa at man kan undgaae at berøres deraf.- De vil maaskee i det første Øieblik betragte det som Bizzararie at jeg foretrækker snavsede gader for ziirlige Boulevarder – i Rom – men De vil neppe være der ret længe før De er enig med mig. ”Det hører nu engang med til det gamle Rom som jeg elsker”. Vanskeligere er det at forsone sig med det gamle Rom's Boliger, hvis – Mangel paa Komfort (for at bruge det mildeste Udtryk) er altfor følelig, men ogsaa denne ubehagelige Eiendommelighed finder man sig dog efterhaanden i med romersk Taalmod
naar man, efter kort Tids Forløb, har forelsket sig i Rom, thi Gjenstanden for Ens Kjærlighed tilgiver man jo meget. Selv om De ikke skulde være saa heldig, at finde en bedre Bolig end den nuværende, nemlig med en friere Beliggenhed ved en Plads, hvor Romerfolket færdes, er jeg overbevist om at De snart vil glemme alle de mindre og nogle af de større Ubehageligheder ved Opholdet i Rom, naar De kun maa blive saa rask, at De kan færdes daglig ude og ret føle Dem hjemme i Rom. Naar De har betragtet Landskabet fra Monte Mario og nydt Udsigten fra Monte Pincio til St Pietro og seet Solnedgangen fra Kaiserpaldsernes Ruiner og betragtet Forum og Coliseum i Maaneskin, vil De sikkert føle og sige, ”her er godt at være”. At denne Følelse vil forfriske deres Sind og styrke Deres Sundhed og fornye Deres Kræfter og at De derved vil sættes istand til i fulde Drag at nyde hele den Poesie, som den evige Stad indeholder, er det tillidsfulde Haab, hvormed jeg bringer Dem min Hilsen.
Deres ærbødige og
hengivne J. C. Jacobsen
