1874-10-12
Afsender
Johanne Luise Heiberg
Modtager
J. C. Jacobsen
Dokumentindhold
Johanne Luise Heiberg 'skrifter' fra Rom. Hun beklager sig over sin dårlige lejlighed, og over den dårlige økonomiske og helbredsmæssige situation i det hele taget.
Transskription
Rom d: 12 Octb. 1874
Kjære Capitain Jacobsen!
Efter mange smaae og til Deels store Gjenvordigheder, er jeg da nu endelig naaet til den evige Stad Rom, forbauset over, at jeg virkelig med egne Øine skal se, hvad Alverden har fortalt mig om. At dette ikke er skeet endnu, da jeg først ankom træt hertil for et Par Dage siden, hvor der da skulde sees efter en Leilighed, pakkes ud og mange arragements træffes, falder af sig selv. Da jeg ikke længere vil opsætte at skrive Dem til, vinder De derved, at De fritages for at høre beskrive (beskrevet), hvad De vist bedre kjender, end jeg nogensinde kommer til. Lad mig nu blot foigaaende sige Dem, at mit Befindende er, efter omstændighederne ret godt. Det er ikke morsomt, at høre Folk beskrive deres Sunheds Tilstand, derfor gjør jeg det i al Korthed.Den Bolig jeg efter megen Løben frem og tilbage har erholdt ved Hr. Ravnkildes Hjælp, behage mig,
mellem os sagt ikke. Den er lav mørk, ingen Udsigt til Himmelen uden ved at stikke Hovedet ud af de smaae Vinduer og i den grad befengt med de de bekjendte smaae sorte italienske Dyr, at jeg aldrig havde toet Sligt muligt. Vort daglige Arbeide, Morgen Middag og aften, er at udfinde hvorledes disse ubehagelige Gjester, der berøver en sin Nattesøvn, bedst fordrives. De seer, at Opholdet her ikke begynder saa idealisk, som man kunde ønske.
Spørger De nu hvorfor jeg da leiede en saadan Bolig, da er Svaret, at af de 35 Boliger, som Hr. Ravnkilde havde beseet for mig, havde kun 3 de af Lægen paalagte Betingelser, nemlig mod Syd, ikke i Stueetagen, ikke med de smaa fgtige Haver, som ofte findes her bag Husene, og ikke i de Qvartere, som som Øjeblikket ryddes op fra Grunden af og derved frembringer Uddunstninger, der let bringer Feber med sig. Der er vel nogle faa smukke Leiligheder at faae, hvor man kan glæde sig ved at see den blaa Himmel, istedetfor den snævre Gade hvori jeg boer, men Leien for disse ere - ja, det er utroligt, 1500 Francs maanedlig ! Jeg vilde finde det uforsvarligt, ja næsten latterligt, om jeg boede for slig Leie, da jeg allerede er forbauset over hvad min
koster, nemlig 550 om Maaneden. Slige Priser sige alle her, var ikke tidligere kjendt da Paven var Enehersker, men nu er alle Borgerne i den Grad belemret med forøgede Skatter, at alt, Boliger Levnedsmidler -etc. etc. ere stegne i en utrolig Grad. Jo, jeg er vel reist!
At jeg ikke uden Smerte har solgt det Huus, som jeg i 12 Aar har hygget og pleiet, er en Selvfølge. Men hvad var herved at gjøre? Lægen udtalte paa det Bestemmeste, at jeg, hvis jeg vilde vende hjem til Foraaret, som han jo forresten fraraadede mig, da at sørge for en luun solvarm Bolig; disse Egenskaber havde Huset i Rosenvænget unægtelig ikke. Ogsaa var det altfor kostbart for mig at holde vedlige. De der i Stilhed sørger for saa mange veed vist hvor langt man kan komme med en Indtægt af noget over tre tusinde Daler o Aaret, naar heraf skal betales Skatter, Afbetaling paa Grunden; Reparationer; Havens Pasning; Børnenes Informationer, Klædedragt; Huusholdning, uden at tale om, at ikke Faa gjøre Krav paa Hjelp hvor der trænges etc. etc.
Jeg maatte derfor see at forøge min aarlige Indtægt, og dette er nu skeet ved Huusets salg. Selv om min aarlige Leie nu vil beløbe sig til otte a tusind Daler, vil jeg kunde udrede dette af Renter af de 30000 Daler jeg faaer for Huset og endda afhjelpe
det Savn af en forøget Indtægt, som jeg alt i flere Aar har følt trykket af. Ogsaa vil jeg tilstaa, at jo min Helbredstilstand er saaledes, at det vilde være Svaghed af mig ikke at tænke paa, at jeg kunde gaae bort, og da var det jo et Held for Børnene at have penge istedetfor et Huus, som det ikke var sagt strax fik en Kjøber paa saa gode Vilkaar, som nu er tilfælde.
Ak, vredes ikke over at jeg plager Dem med disse mine Anliggendr! Men den Godhed, det venskab De har viist mig, giver mig mod til at tro at det ikke er dem ligegyldig hvorledes jeg har det. Og det er mig om a gjøre, at De ikke anseer denne min Beslutning for Uro, Luner, Ufornuft. Jeg veed godt hvad der forestaar mig i en leiet Bolig, og gyser derfor, men hvad tusinde og atter tusinde maa finde sig i, bør jeg jo ogsaa kunde Se saa, nu har jeg skriftet for Dem og det var mig en ligefrem Trang.
Lad mig nu frem for Alt, takke Dem for Deres Besøg i Chateau d'Oise. De troer ikke hvad dette Besøg glædede og opmuntrede mig, først fordi jeg heri saa et beviis, et forøget Beviis paa Deres Venskab og Interesse for mig, og dernæst fordi den muntre Freidighed hvormed De satte Mod i mig, var overordentlig veljørende for mit syge Sind. Tak, og atter Tak for al det Venskab De viser.
Deres hengivne og taknemmelige
Johanne Luise Heiberg
Kjære Capitain Jacobsen!
Efter mange smaae og til Deels store Gjenvordigheder, er jeg da nu endelig naaet til den evige Stad Rom, forbauset over, at jeg virkelig med egne Øine skal se, hvad Alverden har fortalt mig om. At dette ikke er skeet endnu, da jeg først ankom træt hertil for et Par Dage siden, hvor der da skulde sees efter en Leilighed, pakkes ud og mange arragements træffes, falder af sig selv. Da jeg ikke længere vil opsætte at skrive Dem til, vinder De derved, at De fritages for at høre beskrive (beskrevet), hvad De vist bedre kjender, end jeg nogensinde kommer til. Lad mig nu blot foigaaende sige Dem, at mit Befindende er, efter omstændighederne ret godt. Det er ikke morsomt, at høre Folk beskrive deres Sunheds Tilstand, derfor gjør jeg det i al Korthed.Den Bolig jeg efter megen Løben frem og tilbage har erholdt ved Hr. Ravnkildes Hjælp, behage mig,
mellem os sagt ikke. Den er lav mørk, ingen Udsigt til Himmelen uden ved at stikke Hovedet ud af de smaae Vinduer og i den grad befengt med de de bekjendte smaae sorte italienske Dyr, at jeg aldrig havde toet Sligt muligt. Vort daglige Arbeide, Morgen Middag og aften, er at udfinde hvorledes disse ubehagelige Gjester, der berøver en sin Nattesøvn, bedst fordrives. De seer, at Opholdet her ikke begynder saa idealisk, som man kunde ønske.
Spørger De nu hvorfor jeg da leiede en saadan Bolig, da er Svaret, at af de 35 Boliger, som Hr. Ravnkilde havde beseet for mig, havde kun 3 de af Lægen paalagte Betingelser, nemlig mod Syd, ikke i Stueetagen, ikke med de smaa fgtige Haver, som ofte findes her bag Husene, og ikke i de Qvartere, som som Øjeblikket ryddes op fra Grunden af og derved frembringer Uddunstninger, der let bringer Feber med sig. Der er vel nogle faa smukke Leiligheder at faae, hvor man kan glæde sig ved at see den blaa Himmel, istedetfor den snævre Gade hvori jeg boer, men Leien for disse ere - ja, det er utroligt, 1500 Francs maanedlig ! Jeg vilde finde det uforsvarligt, ja næsten latterligt, om jeg boede for slig Leie, da jeg allerede er forbauset over hvad min
koster, nemlig 550 om Maaneden. Slige Priser sige alle her, var ikke tidligere kjendt da Paven var Enehersker, men nu er alle Borgerne i den Grad belemret med forøgede Skatter, at alt, Boliger Levnedsmidler -etc. etc. ere stegne i en utrolig Grad. Jo, jeg er vel reist!
At jeg ikke uden Smerte har solgt det Huus, som jeg i 12 Aar har hygget og pleiet, er en Selvfølge. Men hvad var herved at gjøre? Lægen udtalte paa det Bestemmeste, at jeg, hvis jeg vilde vende hjem til Foraaret, som han jo forresten fraraadede mig, da at sørge for en luun solvarm Bolig; disse Egenskaber havde Huset i Rosenvænget unægtelig ikke. Ogsaa var det altfor kostbart for mig at holde vedlige. De der i Stilhed sørger for saa mange veed vist hvor langt man kan komme med en Indtægt af noget over tre tusinde Daler o Aaret, naar heraf skal betales Skatter, Afbetaling paa Grunden; Reparationer; Havens Pasning; Børnenes Informationer, Klædedragt; Huusholdning, uden at tale om, at ikke Faa gjøre Krav paa Hjelp hvor der trænges etc. etc.
Jeg maatte derfor see at forøge min aarlige Indtægt, og dette er nu skeet ved Huusets salg. Selv om min aarlige Leie nu vil beløbe sig til otte a tusind Daler, vil jeg kunde udrede dette af Renter af de 30000 Daler jeg faaer for Huset og endda afhjelpe
det Savn af en forøget Indtægt, som jeg alt i flere Aar har følt trykket af. Ogsaa vil jeg tilstaa, at jo min Helbredstilstand er saaledes, at det vilde være Svaghed af mig ikke at tænke paa, at jeg kunde gaae bort, og da var det jo et Held for Børnene at have penge istedetfor et Huus, som det ikke var sagt strax fik en Kjøber paa saa gode Vilkaar, som nu er tilfælde.
Ak, vredes ikke over at jeg plager Dem med disse mine Anliggendr! Men den Godhed, det venskab De har viist mig, giver mig mod til at tro at det ikke er dem ligegyldig hvorledes jeg har det. Og det er mig om a gjøre, at De ikke anseer denne min Beslutning for Uro, Luner, Ufornuft. Jeg veed godt hvad der forestaar mig i en leiet Bolig, og gyser derfor, men hvad tusinde og atter tusinde maa finde sig i, bør jeg jo ogsaa kunde Se saa, nu har jeg skriftet for Dem og det var mig en ligefrem Trang.
Lad mig nu frem for Alt, takke Dem for Deres Besøg i Chateau d'Oise. De troer ikke hvad dette Besøg glædede og opmuntrede mig, først fordi jeg heri saa et beviis, et forøget Beviis paa Deres Venskab og Interesse for mig, og dernæst fordi den muntre Freidighed hvormed De satte Mod i mig, var overordentlig veljørende for mit syge Sind. Tak, og atter Tak for al det Venskab De viser.
Deres hengivne og taknemmelige
Johanne Luise Heiberg
