1889-06-15
Afsender
Laura Jacobsen
Modtager
Carl Jacobsen
Dokumentindhold
Laura Jacobsen fortæller, at hun havde modtaget Carls brev en time før hun i avisen læste om ulykken ved verdensudstillingen i Paris. En arbejder var faldet gennem glastaget i udstillingspavillonen og havde nær ramt Theodora. Ingen kom alvorligt til skade udover arbejderen, der blev slemt forslået. I brevet er der et særskilt afsnit til Ottilia.
Transskription
Neroberg 15 Juni 1889
Kjære Carl! Tak for Dit Brev som jeg fik en Time før jeg i Kursalen læste det i de danske Aviser, at Frue Jacobsen, Halkjær og hans Kone vare komne til Skade ved at Glastaget var falden ned paa dem med en Arbeider som især var blevet forslaaet; der føiedes til at de vare uden Fare, Sophie læste iFigaro et fransk Blad med det samme, at de ret Glædede sig over, at Arbeideren var saa heldig at nogle af Udstillingsgjesterne som havde sidet i en Sopha i den danske Afdeling havde taget Stødet op for ham saa han slap lettere fra det ind [end] ellers ville have været Tilfe[æ]ldet. De føiede til, hvem skulde ellers troe naar man sætter sig magelig i en Sopha at man i næste Øieblik er den Fare Underkastet at blive slaaet ihjel og faae en Arbeidsmand i Hovedet. De letsindige Franskmænd kan
nu spøge over Al Ting. Jeg kan ikke glemme hvis Theodoras lille tynde Barneskikkelse havde siddet hvor Halkier sad, hvad der var naturlig at hun sad hos sin Moder, var hun bleven dræbt, som Du siger. Ja tak Gud at det gik som det gik. Kan Du huske at Du fortalte mig i Vognen da jeg hentede Eder hjem fra den sidste Reise, at om kort Tid rejste I og tog Theo med, jeg blev saa forskrækket at jeg udbrød, hvor Tør i resikere det, et Barn er udsat for meget mere paa en Reise ind Voxne ere. Vi havde just faaet Dit Brev da Mordhorst kom jeg fortalte ham det, og han sagde: der er i en dansk Salme som jeg kommer til at tænke paa, og saa s[c]iterede han
Aldrig er jeg uden Vaade
Aldrig dog foruden Naade
Altid har jeg Suk og Vee
altid kan jeg Jesum See
Saa er Sorg til Glæde lænket
Saa er Drikken mig iskjænk,
Bedsk og sød i Livets Skaal
Saadan er mit Levnets Maal!
Det er Bevis paa at han er rigtig dansk
naar noget bevæger ham bruger han det danske Ord, og ikke det tydske. Og der er vist meget som beveger Mordhorst, thi han har nok en Søn som ikke vil lykkes, han har kun en Gang beklaget sig derover, det er hans eneste Barn. Hvordan synes Du nu det gaaer Bechmanns kan de nyde Livet. Jeg seer paa Dit søde Ansigt som staaer for mig tillige med Faders og Tilliens. Du seer saa god ud, men Du maae passe paa at det ikke bliver rundere eller rødere thi saa gaaer det Udtryk bort. Hvad mon Du nu beslutter dernede mellem disse forføreriske Kunstnere. Husk paa dine Pligter alle sammen. Velstand forpligter til ikke at opfylde sine egne Ønsker og Glæder. Dermed være Du befalet til den Gud som har bevaret Eder hidtil.
Din hegivne Moder
Laura Jacobsen
Min søde Tillien! Hvordan mon Du har det Dit Skind, nu kan vi ret sige saa efter, at det er blevet syet i. Stakkel Halkjeir, hils Dem fra mig. Jeg vil sige som i Komedien "men hvad vilde de paa den Galei" er det at styrke Næ[e]rverne, efter Bad at gaae til Paris i det Hurlumhei, hvor man ikke veed hvor man tør være. Nei her paa Neroberg hvor Luften er saa reen og frisk, at man bliver misundt af alle som komme her, her er værd at være,; jeg skal hilse Dig og Carl fra Fru Serene da Queria, hun var hos mig forleden Dag med en Grevinde Friis Jullinge, født 2 Gange, de vare reiste sammen og hun havde Lyst at see min Ringhed og fulgte saa med. Jeg skal hilse Dig fra Dine 2 Træ[e]r som trofast staaer paa Bjerget og raaber, blot hun kom her, her er meget bedre i[e]nd der hvor hun er. Gudværelovet at Du ikke kom mere til Skade. Naar Du kan da skriv, eller lad Theo skrive men see det først, thi der kommer stundom noget ulogik
[i venstre margin på langs]
Giv Theo dette Kort fra mig. Vær saa kjærlig hilset fra Din hengivne Moder.
Laura Jacobsen
Kjære Carl! Tak for Dit Brev som jeg fik en Time før jeg i Kursalen læste det i de danske Aviser, at Frue Jacobsen, Halkjær og hans Kone vare komne til Skade ved at Glastaget var falden ned paa dem med en Arbeider som især var blevet forslaaet; der føiedes til at de vare uden Fare, Sophie læste i
nu spøge over Al Ting. Jeg kan ikke glemme hvis Theodoras lille tynde Barneskikkelse havde siddet hvor Halkier sad, hvad der var naturlig at hun sad hos sin Moder, var hun bleven dræbt, som Du siger. Ja tak Gud at det gik som det gik. Kan Du huske at Du fortalte mig i Vognen da jeg hentede Eder hjem fra den sidste Reise, at om kort Tid rejste I og tog Theo med, jeg blev saa forskrækket at jeg udbrød, hvor Tør i resikere det, et Barn er udsat for meget mere paa en Reise ind Voxne ere. Vi havde just faaet Dit Brev da Mordhorst kom jeg fortalte ham det, og han sagde: der er i en dansk Salme som jeg kommer til at tænke paa, og saa s[c]iterede han
Aldrig er jeg uden Vaade
Aldrig dog foruden Naade
Altid har jeg Suk og Vee
altid kan jeg Jesum See
Saa er Sorg til Glæde lænket
Saa er Drikken mig iskjænk,
Bedsk og sød i Livets Skaal
Saadan er mit Levnets Maal!
Det er Bevis paa at han er rigtig dansk
naar noget bevæger ham bruger han det danske Ord, og ikke det tydske. Og der er vist meget som beveger Mordhorst, thi han har nok en Søn som ikke vil lykkes, han har kun en Gang beklaget sig derover, det er hans eneste Barn. Hvordan synes Du nu det gaaer Bechmanns kan de nyde Livet. Jeg seer paa Dit søde Ansigt som staaer for mig tillige med Faders og Tilliens. Du seer saa god ud, men Du maae passe paa at det ikke bliver rundere eller rødere thi saa gaaer det Udtryk bort. Hvad mon Du nu beslutter dernede mellem disse forføreriske Kunstnere. Husk paa dine Pligter alle sammen. Velstand forpligter til ikke at opfylde sine egne Ønsker og Glæder. Dermed være Du befalet til den Gud som har bevaret Eder hidtil.
Din hegivne Moder
Laura Jacobsen
Min søde Tillien! Hvordan mon Du har det Dit Skind, nu kan vi ret sige saa efter, at det er blevet syet i. Stakkel Halkjeir, hils Dem fra mig. Jeg vil sige som i Komedien "men hvad vilde de paa den Galei" er det at styrke Næ[e]rverne, efter Bad at gaae til Paris i det Hurlumhei, hvor man ikke veed hvor man tør være. Nei her paa Neroberg hvor Luften er saa reen og frisk, at man bliver misundt af alle som komme her, her er værd at være,; jeg skal hilse Dig og Carl fra Fru Serene da Queria, hun var hos mig forleden Dag med en Grevinde Friis Jullinge, født 2 Gange, de vare reiste sammen og hun havde Lyst at see min Ringhed og fulgte saa med. Jeg skal hilse Dig fra Dine 2 Træ[e]r som trofast staaer paa Bjerget og raaber, blot hun kom her, her er meget bedre i[e]nd der hvor hun er. Gudværelovet at Du ikke kom mere til Skade. Naar Du kan da skriv, eller lad Theo skrive men see det først, thi der kommer stundom noget ulogik
[i venstre margin på langs]
Giv Theo dette Kort fra mig. Vær saa kjærlig hilset fra Din hengivne Moder.
Laura Jacobsen
