J. C. Jacobsens arkiv

1884-11-13

Dokumentindhold

J. C. Jacobsen skriver til Meldahl om udgifter til et ordentligt kommunalt brandvæsenet.

Transskription

Carlsberg 13/11. 84

Kjære Hr Etatsraad Meldahl

Da jeg søgte Dem for lidt siden paa Charlottenborg, var det for at bede Dem at laane mig i et Par Dage de 3 sidste Aargange af Kbhvns Kommunes Regnskab nemlig for 1881-82-83 samt Budgettet for 1884, (de ældre har jeg), for at see hvormeget Brandvæsenet i det Hele koster og hvormeget deraf der udredes af Bygninger i Kbhvn og Forstæder og hvormeget (eller hvorlidt) Kommunen selv bidrager dertil
Da Spørgsmaalene om hvad der nu bør og kan gjøres, ere bragte og maae bringes for Repræsentantskabets Forum, anseer jeg det nemlig af Vigtighed, at Alle faae en Forestilling om hvad man andensteds anvender for at sikkre større Stæder mod om sig gribende Ildebrande, der kunne medføre Katastropher som Kbhvn 1795 og

Hamborg 1842 o.L. Man vil da ved en Sammenligning see, hvormeget der her maa gjøres for, forsaavidt det staaer i Menneskets magt, at afværge saadanne Katastropher og hvor lidet der i denne Henseende hidtil er gjort i Kbhvn.-
Det er dog ikke min Hensigt, at skrive mere offenligt under mit Navn, men at søge at faae Oplysningerne indrykkede som Redaktionsartikler
___________
Medens jeg skriver Dette, modtager jeg Deres Brev, i Anledning af hvilket jeg naturligviis gjerne skal tale med eller skrive til Fru Heiberg.

Deres hengivne J. C. Jacobsen

Fakta

PDF
Brev
Dansk
København
Rigsarkivet
Brand