J. C. Jacobsens arkiv

1879-04-26

Dokumentindhold

Johanne Luise Heiberg takker endnu engang J. C. Jacobsen for alt, hvad han har gjort for hende. Hun skriver, at J. C. Jacobsen har den behageligste Herrehåndskrift, hun kender.

Transskription

Kjære Capitain Jacobsen!
 
Mine Tanker have i denne Tid ofte beskjæftiget sig med Dem. Jeg tænkte meget paa Dem ved at læse Beskrivelsen i Bladene om Carlsbergs storartede Anlæg. De store mørke Kjældere, oplyste ved Lamper, satte formelig min Phantasie i digterisk Bevægelse. Dernæst tænkte jeg paa Dem ved Harald Jerichaus deilige Billede af Bugten ved Sorrento. Fik De dette Billede ? Ved saaledes at tænke paa Dem, blev jeg meget glad ved engang paany at see Deres smukke

tydelige Haandskrift, den behageligste Herrehaandskrift jeg kjender, og Glæden blev ikke mindre ved at modtage den nydelige Lampeskjærm, hvor alle mine Yndlingsblomster ere forevigede. Man har et herligt Digt af Gøethe, hvori Blomsterne klage for Guddommen over deres korte Liv og hurtige Forgjængelighed. Hvor vilde ikke disse smaa Klagerinder have frydet sig ved at see Deres Skjønhed fastholdt, som her paa denne Skjærm. Jeg er ganske rørt over, at De ved Synet af sligt, tænker paa mig, den ensomme Fugl, og takker Dem af Hjertet herfor.
Flere Gange har jeg haft Lyst til at aflægge Dem et

Besøg, men er afholdt derfra ved Deres Tids Kostbarhed.
Hvilken Lykke for os Andre, at De besidder denne Arbejdskraft, og hvilken Lykke for Dem selv, at Forsynet, i Forening med disse Kræfter, har skjænket Dem alle Midler til at bringe dem i Anvendelse. At arbeide i ædel Retning til Held og Lykke for saa mange, er dog den største Lykke der er givet os Mennesker. Døm da om hvad Deres ensomme Veninde maa føle ved at sidde stille, som en mat Vinterflue, eller, som den lille bekjendte Foraarsfugl, hvis monotone Sang klinger som om den sagde: "slid din Tid! slid din Tid!", saaledes sidder jeg, saaledes 

synger jeg, uagtet Sjælen ofte brænder efter Arbeide, men hvilket ? Dog tilgiv! Herrene pleie ikke at synes om qvindeklager, altsaa, Tak endnu engang Tak for den Godhed De viser.
 
Deres hengivne 
Johanne Luise Heiberg
 
d: 26 April1879

Fakta

PDF
Brev
Dansk
København
København
Rigsarkivet
Mæcenvirksomhed, venskab