1866-12-27
Afsender
J. C. Jacobsen
Modtager
Carl Jacobsen
Dokumentindhold
Om Carls psyke og karakter.
Transskription
Torsdag Aften d 27 Decbr 66.
Kjære Carl!
Jeg har idag havt usædvanlig god Tid, som jeg har følt Lyst til at anvende til at skrive til Dig; men jeg har ikke kunnet komme igang dermed, fordi jeg ikke har vidst hvad jeg skulde skrive om. Det kunde ikke tilfredsstille mig at fortælle Dit og Dat om Julegaver og Juleselskaber i et Brev, som Du skulde modtage ved Overgangen til et nyt Aar. Men for at skrive om alvorligere Ting, udfordrer at jeg maa kjende den til hvem jeg skriver, at jeg veed hvad Du trænger til, hvad Du er modtagelig for.-
Hidtil har jeg ganske naturligt havt din Personlighed for Øie, saaledes som jeg kjendte den fra Hjemmet, blottet for Menneskekundskab og temmelig blottet for aandelig Selvvirksomhed, tilbageholden og ligegyldig overfor de Mennesker, som ikke kunde tale om de Ting, som Du havde lært at tale om og uden synderligt Blik for hvad Du selv manglede og kunde trænge til at
tilegne Dig ved Omgang med Andre. Lad mig tilføie - hvad Du sikkert nu vil give mig Ret i - at Du havde noget for stor Tilbøielighed til at være Dig selv nok og ikke havde lært hvormeget Du, som Enhver, trænger til Andre. Fra denne Opfattelse af Dig ere mine Breve hidtil gaaet ud. Men svarer denne Opfattelse ogsaa til dit nuværende Standpunct? Jeg haaber, at Svaret maa være: Nei! Dog vil jeg ikke hengive mig til Illusioner; det vilde være Daarskab at troe, at et Mskes Characteer væsentlig forandredes i 3/4 Aar, dertil kræves en lang Tid og en rig Erfaring medmindre Tiden hengaaer under stor Modgang og Gjenvordighed under haarde Prøvelser og Trængsler.- Men har Du end været fri for Sligt og er dit Liv i Udlandet end henrundet let og uden Anstrængelse fra din egen Side, saa kan jeg dog ikke troe Andet end, at Du stundom har følt dig ene og dermed har lært at ogsaa Du trængte til Mennesker og at Du i Følelsen af denne Trang har, bevidst eller
ubevidst, lagt Vind paa at vinde Andres Venskab og Hengivenhed ved selv at komme dem imøde med Aabenhed og Hjertelighed med Forekommenhed og Tjenstvillighed.- Dette er ganske vist endnu saare langt fra at svare til Christendommens Fordring, at Du skal elske din Næste, ikke for din egen Skyld, men fordi han er din Broder, men den Høiestes Visdom har jo ordnet Forholdene i Verden saaledes at selv Menneskenes Svaghed fører til det Godes Erkjendelse og Udøvelse.- Er Mennesket saa ulykkeligt, at han ikke af Natur og Opdragelse har et mildt og kjærligt Hjerte, vil det tidligt eller sildigt gaae ud over ham selv og han vil da, først i sin egen Interesse, drives til at tilegne sig det og han han opnaaet dette, vil han føle det salige deri og udøve Kjærligheden for dens egen Skyld.- Hvorvidt er Du nu kommen i denne Retning? -Jeg haaber idetmindste et lille Skridt, et Hanefjed, men jeg veed det ikke, thi dine Breve indeholder ingen Oplysning derom. Jeg kjender ikke dit aandelige Liv og moralske Udvikling
Maaske er jeg selv Skyld i, at Du har har holdt dig saa passiv modtagende, idet jeg stadigt har været den meddelende og maaske har overlæsset dig med Raad og Betragtninger; maaskee har jeg endog ligefrem skadet Dig ved bestandigt, som tidligere, at tænke for Dig og ikke givet Dig Leilighed til at tænke selv, men jeg har jo ikke let kunnet løsrive mig fra den Forestilling jeg har om Dig fra dit Ophold i Hjemmet, hvor der unægtelig kun var svage Spor at mærke af selvstændig Reflection udenfor det Tillærtes snævre Grændser og endnu mindre Spor af et psychologisk Blik enten paa Dig selv eller Andre.- Men, som sagt, noget maa Du sikkert være forandret og dette maa Du lade mig see gjennem dine Reflectioner, thi ellers ville vi ikke kunne fortsætte et aandeligt Samliv.
Jeg veed nok at Du nu ikke har meget Otium til at skrive, men selv om dine Breve ogsaa skulde komme sjeldnere, vilde jeg dog være tilfreds, naar de saa gave mig et klarere Billede af Dig. At dette Billede i det kommende Aar maa blive stedse sjeldnere og glædeligere være mit Nytaarsønske.
Din hengivne Jacobsen
Fra din Moder skal jeg bringe Dig de venligste Hilsener. Ligesaa fra Mary.
Kjære Carl!
Jeg har idag havt usædvanlig god Tid, som jeg har følt Lyst til at anvende til at skrive til Dig; men jeg har ikke kunnet komme igang dermed, fordi jeg ikke har vidst hvad jeg skulde skrive om. Det kunde ikke tilfredsstille mig at fortælle Dit og Dat om Julegaver og Juleselskaber i et Brev, som Du skulde modtage ved Overgangen til et nyt Aar. Men for at skrive om alvorligere Ting, udfordrer at jeg maa kjende den til hvem jeg skriver, at jeg veed hvad Du trænger til, hvad Du er modtagelig for.-
Hidtil har jeg ganske naturligt havt din Personlighed for Øie, saaledes som jeg kjendte den fra Hjemmet, blottet for Menneskekundskab og temmelig blottet for aandelig Selvvirksomhed, tilbageholden og ligegyldig overfor de Mennesker, som ikke kunde tale om de Ting, som Du havde lært at tale om og uden synderligt Blik for hvad Du selv manglede og kunde trænge til at
tilegne Dig ved Omgang med Andre. Lad mig tilføie - hvad Du sikkert nu vil give mig Ret i - at Du havde noget for stor Tilbøielighed til at være Dig selv nok og ikke havde lært hvormeget Du, som Enhver, trænger til Andre. Fra denne Opfattelse af Dig ere mine Breve hidtil gaaet ud. Men svarer denne Opfattelse ogsaa til dit nuværende Standpunct? Jeg haaber, at Svaret maa være: Nei! Dog vil jeg ikke hengive mig til Illusioner; det vilde være Daarskab at troe, at et Mskes Characteer væsentlig forandredes i 3/4 Aar, dertil kræves en lang Tid og en rig Erfaring medmindre Tiden hengaaer under stor Modgang og Gjenvordighed under haarde Prøvelser og Trængsler.- Men har Du end været fri for Sligt og er dit Liv i Udlandet end henrundet let og uden Anstrængelse fra din egen Side, saa kan jeg dog ikke troe Andet end, at Du stundom har følt dig ene og dermed har lært at ogsaa Du trængte til Mennesker og at Du i Følelsen af denne Trang har, bevidst eller
ubevidst, lagt Vind paa at vinde Andres Venskab og Hengivenhed ved selv at komme dem imøde med Aabenhed og Hjertelighed med Forekommenhed og Tjenstvillighed.- Dette er ganske vist endnu saare langt fra at svare til Christendommens Fordring, at Du skal elske din Næste, ikke for din egen Skyld, men fordi han er din Broder, men den Høiestes Visdom har jo ordnet Forholdene i Verden saaledes at selv Menneskenes Svaghed fører til det Godes Erkjendelse og Udøvelse.- Er Mennesket saa ulykkeligt, at han ikke af Natur og Opdragelse har et mildt og kjærligt Hjerte, vil det tidligt eller sildigt gaae ud over ham selv og han vil da, først i sin egen Interesse, drives til at tilegne sig det og han han opnaaet dette, vil han føle det salige deri og udøve Kjærligheden for dens egen Skyld.- Hvorvidt er Du nu kommen i denne Retning? -Jeg haaber idetmindste et lille Skridt, et Hanefjed, men jeg veed det ikke, thi dine Breve indeholder ingen Oplysning derom. Jeg kjender ikke dit aandelige Liv og moralske Udvikling
Maaske er jeg selv Skyld i, at Du har har holdt dig saa passiv modtagende, idet jeg stadigt har været den meddelende og maaske har overlæsset dig med Raad og Betragtninger; maaskee har jeg endog ligefrem skadet Dig ved bestandigt, som tidligere, at tænke for Dig og ikke givet Dig Leilighed til at tænke selv, men jeg har jo ikke let kunnet løsrive mig fra den Forestilling jeg har om Dig fra dit Ophold i Hjemmet, hvor der unægtelig kun var svage Spor at mærke af selvstændig Reflection udenfor det Tillærtes snævre Grændser og endnu mindre Spor af et psychologisk Blik enten paa Dig selv eller Andre.- Men, som sagt, noget maa Du sikkert være forandret og dette maa Du lade mig see gjennem dine Reflectioner, thi ellers ville vi ikke kunne fortsætte et aandeligt Samliv.
Jeg veed nok at Du nu ikke har meget Otium til at skrive, men selv om dine Breve ogsaa skulde komme sjeldnere, vilde jeg dog være tilfreds, naar de saa gave mig et klarere Billede af Dig. At dette Billede i det kommende Aar maa blive stedse sjeldnere og glædeligere være mit Nytaarsønske.
Din hengivne Jacobsen
Fra din Moder skal jeg bringe Dig de venligste Hilsener. Ligesaa fra Mary.
