1867-02-06

D 6 Februar 1867

Kjære Carl!
Jeg kan ikke dølge for Dig, at dit første Svar gjorde et meget uhyggeligt Indtryk paa mig, thi det bar Præget af en intellectuel og moralsk Slaphed hos Dig, som jeg ikke havde ventet at finde i en saadan Grad. Der var neppe Spor af en fornuftig Tanke eller af den mindste Overveielse, men kun Declamation og en utrolig Selvtillid. Jeg vidste ikke, hvorledes jeg skulde svare derpaa, uden at blive strengt revsende eller raillerende og begge dele vilde jeg nødig. Det er mig derfor overmaade kjært, at Du i dit sidste Brev som jeg modtog idag, øiensynligt viser at Du selv har følt hvor uheldigt dit første Brev var og har skyndt Dig at udslette Indtrykket deraf. Jeg vil derfor see bort fra det første (hvorvel dét, at Du har kunnet skrive et saadant Brev er et betegnende Charactertræk) og holde mig til det sidste. Du synes nu selv at erkjende, at Spiren til din Tilbøielighed var Tilfældighedens Værk og at den savnede en virkelig Grund. Du vil da ogsaa nu indsee, at Du begik en stor Daarskab ved, i den Alder Du var i og saa umoden som Du var, at hengive Dig dertil og endog at lægge den for Dagen uden først 
at prøve Dig selv og vente indtil Du havde erhvervet en Smule Menneskekundskab. Du vil vist ogsaa nu kunne indsee det ubesindige i at indlede

en saadan Forbindelse paa en Tid, da Du ikke var Andet end din Faders Søn, uden at forvisse Dig om at din Fader kunde og vilde billige det, især da I begge maatte vide, at dette var idetmindste høist usandsynligt. Det er denne Letsindighed, som Du nu bærer Frugterne af.- At jeg ikke kunde have den mindste Tillid til en under saadanne Omstændigheder opstaaet og udviklet Tilbøieligheds Værd, vil Du nu indsee var en Selvfølge og Du vil ogsaa nu kunne fatte, at det var min ufravigelige Pligt, som Fader at afvende den ulykke som denne din Letsindighed kunde og efter al Sandsynlighed vilde medføre. Desværre blev jeg ikke deri understøttet af min stakkels, characterløse Svoger. Denne første Act vil Du imidlertid nu helst see bort fra og Du dvæler derimod med Varme ved Nutiden og nu mener Du at have faaet fuld Sikkerhed og et soleklart Beviis for at din Følelse er ægte og kan holde ud for hele Livet. Du anseer det for aldeles utroligt at Din Følelse endnu skulde kunne være en blot Forelskelse og ikke virkelig Kjærlighed. Det kan jeg godt forstaae, thi Du har ikke seet, hvad jeg, saavelsom vistnok de fleste ældre Folk, har været Vidne til, at Forelskelser der havde været nok saa brændende som din og varet længere end din, dog ere sporløst forsvundne, naar Øiet omsider aabnedes for den virkelige Sandhed. Desværre er det ikke

tilladt at navngive bestemte Personer, som endnu leve. I eet af de Tilfælde jeg har for Øie og som varede længst, udøvede en ydre Modstand, som kun kunde forudsee det, en stærkt pirrende Indflydelse, ja en voldsom Spore. At din Forelskelse altsaa ikke alene har kunnet holde sig men endogsaa er tiltagen i Intensitet under Adskillelsen i Rum, men med en stadig Udvexling af Alt hvad unge Menneskers Kjærlighedsbreve kunne indeholde af Sødt og Fortryllende, er intet Under, men heller intet Beviis, thi dette Forhold har ikke givet Leilighed til nogen Prøve.- Tvertimod, Du siger selv, at Du, medens Du var herhjemme og Personlig mødtes med E, ikke var blind for hendes Mangler og endog forholdt Dig kritisk, men nu er Kritiken forstummet, "nu kritiserer Du ikke".- Dette er netop det ulykkelige ved det nuværende Forhold, at Kritiken d.e. Reflectionen, der alene kan lede til Erkjendelsen af det Virkelige, aftager og at Illusionen i samme Grad tiltager, Illusionen om en "fuldstændig Harmonie" for hele Livet hvorfor Betingelserne ikke ere tilstede og maaskee aldrig komme.- Du mener "at jeg ikke troer Dig istand til at elske varigt og sandt"; Nei, det er ikke ustadighed jeg frygter hos Dig; men det jeg nærer stærk Tvivl om, er for det første, om Du er istand til

at elske og dernæst om Du, naar Du kommer i den Alder, hvor der kan blive Tale om en Forbindelse og hvor Spørgsmaalet definitivt skal afgjøres, om Du da kan elske den Quinde, Du i din tidligste Ungdom forgudede.- For et Aar siden var Du ikke istand til at elske, thi da var der ikke Spor af Ydmyghed og Selvfornægtelse i dit Sind, disse første og uundværlige Grundbetingelser for Kjærlighed.- De sidste 3/4 Aars Ophold i Udlandet have som jeg haaber bidraget Noget til at hæve denne Grundmangel, men nogen Prøve har Du ikke havt Leilighed til at bestaa og jeg har vistnok selv Skyld i at denne Tid ikke har været mere frugtbringende idet jeg altfor meget har banet Veien for Dig.- Men selv om Du havde havt flere Prøvelser end Tilfældet er, vilde det være barnagtigt sangvinsk at troe, at en Characteer som din, der for et Aar siden aldrig havde bragt et eneste Offer af et kjærligt Hjertes Tilskyndelse, allerede nu skulde være aldeles og varigt omvendt og nu skulde være istand til at bringe ethvert Offer, nu skulde have tilegnet Dig Ydmyghed og Erkjendelse af hvad Du fattes. Tænk paa dit forrige Brev. Naar Du nu skildrer mig din Henrykkelse og din Trang til at dele (d.e. at nyde) Alt med hende, osv og da spørger mig om dette ikke er et Vidnesbyrd om Ægtheden, om det væsentlige om det ene Fornødne, saa maa jeg gjøre Dig den Sorg, at sige Dig med

II
Haanden paa Hjertet: Nei, kjære Carl, troe ikke det.- Dette er kun et Vidnesbyrd om en Længsel efter Kjærlighed, et nydeligt poetisk Sværmeri, der idealiserer sin Gjenstand og svælger i Nydelse af den rundelige Betaling, der gives i sammme Valuta. Dersom Du havde den Erfaring, som Du fuldstændigt mangler, dersom Du havde seet eller selv erfaret at denne sværmeriske Begeistring hos ædle Mænd kan opstaae gjentagne Gange for flere forskjellige Quinder, saa vilde dette være dig soleklart. Det er netop det farlige ved den første Forelskelse især i en umoden Alder, at Maalestokken, at Betingelsen for en Selvprøvelse, for at skjelne mellem Skin og Virkelighed, mangler.- Derfor gives der saamange ulykkelige Forbindelser i Forhold til de lykkelige.- Men forstaae mig ret, fordi et saadant Sværmeri er saare langt fra at være virkelig Kjærlighed, derfor er det naturligviis ikke umuligt at det kan blive dertil, naar Betingelserne ere eller komme tilstede. Men for at en Følelse kan blive til sand Kjærlighed og for at denne kan blive varig fordres forskjellige væsentlige Betingelser, som den sværmende Ungdom 
ikke fatter og ikke aner. Der fordres ikke alene en vis Overensstemmelse men ogsaa en vis Forskjellighed, thi ellers bliver Harmo-

nien kjedelig og Kjedsomhed er Kjærlighedens Grav. Der er en slaaende Sandhed i de Ord, som Beaumarchais - der er en skarp og fiin Menneskekjender - lægger Grev Almaviva i Munden. Han siger om Grevinden: Je l'aime beacoup, mais trois ans d'hymen rendent l'hymen si "respectable"! og han føler Trang til: moins d'uniformité, plus de piquant dans les manières, un, je ne sais quai, qui fait le charme, quelques fois un refus. Nos femmes croient tout accomplir en nous aimant: cela dit une fois, elles nous aiment et sont si complaisantes et si constamment obligeantes, et toujours, et sans relache, qu'on est tout surpris un beau jour [soir] de trouver la satiété où l'on recherchait le bonheur.-- C'est qu'elles n'étudíent pas assez l'art de soutenir notre goût, de se renouveler à l'amour, de ranimer [pour ainsi dire] le charme de leur possession pour celui de la variété-- Changerons-nous la marche de la nature? Notre 
tâche à nous fut de les obtenir; la leur est de nous retenir; on l'oublie trop! - Dette forstår Du neppe nu, thi Du forstaaer ikke "Menneskenaturen", men en Gang vil Du komme til at sande det. Gid det da ikke maa være forseent!

Dog videre. Du beder mig indrømme Muligheden af at det kan gaae som Du troer. Det har jeg allerede gjort, muligt er det ganske vist; det vilde være taabeligt at benægte dette, men ligesaa taabeligt er det at benægte den modsatte Mulighed. Og denne sidste Mulighed er efter min Indsigt og Kjendskab til begge Parter, navnlig til Dig desværre endnu den sandsynligste. Derfor er det jeg ængstes saa uhyre paa dine, paa begges, Vegne og derfor er det at jeg maa gjøre hvad jeg kan for at bringe Dig til at vaagne af din Ruus og give Dig Tid og Leilighed til at reflectere frit over dit Forhold. Jeg havde haabet at din Reflection efterhaanden skulde vaagne af sig selv, naar Du fik alvorlige Ting at tænke paa, naar Du kom til at koncentrere hele din Hu og Tanke paa først og fremmest at blive til Noget, thi derfor reiser Du jo.- Men det viser sig desværre, at dette ikke vil kunne skee, idetmindste ikke itide, naar Drømmene og Sværmerierne stedse holdes vedlige ved stadigt at puste til Ilden gjennem Kjærlighedsbreve. Jeg havde dog lidt Haab om at en erfaren Vens Raad, som Du veed kun tænker paa din Lykke og en 
Faders indstændige Bønner skulde bringe Dig til at er-

kjende idetmindste Muligheden af Du ikke havde det rette Fremsyn og dermed erkjende det Uforsonlige i nu at fortsætte denne Forbindelse gjennem Breve. Derfor indskrænkede jeg mig til at bede Dig indstændigt om at ogive denne Correspondance. Gid Du endnu frivilligt kunde 
beslutte dette Offer som jeg gjentagende opfordrer Dig til at bringe - heelt og ubetinget - for din egen og hendes Fremtids Lykke. Om Hensyn til mig vil jeg ikke tale, men Du kan begribe at saalænge Du og hun vedblive at foretage Eder noget, somjeg maa betragte som i høieste Grad uforsvarligt, er det mig umuligt at mødes med nogen af Eder og at Du dermed ikke alene udvider den sørgelige Kløft mellem Dig og mig, men ogsaa lægger et vistnok tungt Tryk paa hende, thi det er ganske rigtigt, som Du forudsætter, fordi hendes Familie her i Byen ville føre hende sammen med mig under de nuværende Forhold og heller ikke ville afbryde Forbindelsen med mig at hun holdes borte.- For at dette kan blive anderledes, forlanger jeg, som sagt, ikke at I skulle opgive eller lære at opgive Eders

III
Tilbøielighed, men kun at I skulle prøve om den er sand nok til at ligge og groe i Stilhed, uden stadigt at give den ny Næring og dermed gjøre Selvprøvelse umulig.- Viser det sig da, at I begge, naar Du har endt dine Lære- og Vandreaar, finde hos hinanden det, som I da føle Trang til, da skal jeg med Glæde give mit Samtykke og min Bistand til Eders Forening men det maa Du vide, at uden en saadan Prøve d.v.s. en fuldstændig Taushed fra begge Sider kan jeg ikke komme til den Betryggelse, som min Samvittighed kræver, for at jeg skal række min Haand dertil.- Da jeg veed hvor vanskeligt det er for Dig at vise Selvfornægtelse og at bringe et Offer, burde jeg maaskee vise Dig Alternativet og sige Dig hvorledes Forholdet vil stille sig, dersom Du foretrækker at opgive min Bistand og at gaae din egen Vei, men det vil jeg dog ikke, da det let kunde faae Udseende af en Trusel og da jeg nødigt vil opgive Haabet om at Du endnu kan komme saameget til Erkjendelse at Du kan og vil gribe det Rette af egen Drift

Jeg vil haabe at Du vil finde Kraft dertil i Erkjendelsen af at det er din egen Letsindighed og ungdommelige Overmod der har bragt Dig i din nuværende Stilling og at det er den uundgaaelige Nemesis, som nu rammer Dig; i Erkjendelsen af at din Characteer trænger til en alvorlig Prøvelse og at Du desuden trænger til at samle din hele Kraft, for at blive til noget ved din egen Anstrængelse og endelig i Erkjendelsen af, at din Tilbøelighed, dersom den, som Du jo troer, har en sund Rod og en fast Grund, langtfra at svækkes, tværtimod vil styrkes ved Modstanden og Prøvelsen.- Jeg ønsker ikke at Du skal svare mig før Du har tænkt og reflecteret tilbørligt, men jeg venter at faae dit Svar inden Udgangen af denne Maaned for at jeg derefter kan tage mine Beslutninger. Hvor haarde mine Ord og mine Fordringer end kunne synes 
Dig, stoler jeg dog paa at Du kjender mig saa godt, at Du vil modtage selv det Tunge som et nyt Beviis paa min Kjærlighed og at Du veed det ikke er uden Smerte at jeg siger og gjør hvad jeg veed vil smerte Dig. Men jeg maa. Hermed Farvel.  
Din hengivne Jacobsen