1887-01-31
Afsender
J. C. Jacobsen
Modtager
Holger Drachmann
Dokumentindhold
J. C. Jacobsen er begejstret for folkeventyret 'Der var engang', som han har set på teatret (premiere 23. januar 1887). Han udtrykker sin glæde over Holger Drachmanns mentale sundhed.
Transskription
Carlsberg 31 Januar 1887
Høistærede Hr Holger Drachmann
et er med sand Glæde jeg har modtaget Deres Nytaarshilsen, ikke alene for den hjertelige Paaskjønnelse De deri udtaler, som forvisser mig om at De har forstaaet mig, men jeg glæder mig endnu mere over den aandelige Sundhed og den Ligevægt i Sindet og naturlige Livsglæde, som deres Brev lægger for Dagen, thi uden disse Betingelser kan en Digter neppe paa en gribende Maade skildre det Sande, det Store og det Skjønne.Om denne Deres aandelige Sundhed og Kraft vidner jo ogsaa Deres sidste skjønne og betydningsfulde Digtning, som jeg heldigvis fik Tid til at gjennemlæse en Gang før jeg igaar saa den paa Scenen.
Jeg maa tilstaae, at jeg havde en større Nydelse ved at læse den i Ro end ved at see den under Opførelsen, trods den i det Hele fortræffelige Udførelse og den virkningsfulde Udstyrelse, men ved Opførelsen maatte jo meget forkortes eller helt udelades og min svækkede Hørelse berøvede mig desværre en ikke ringe Del af Nydelsen, netop af det Allerskjønneste. Men jeg bør dog ikke fordølge, at jeg desuagtet gjentagne Gange blev saa stærkt bevæget, at jeg fik Taarer i Øinene.
Da jeg taler fra aabenhjertet, kan jeg paa den anden Side ikke fortie, at der var eet Sted, hvor min Nydelse blev forstyrret nemlig ved 3die Afdelngs Slutning, hvor Prindsen paa en voldsom Maade slæbte Prindsessen ud. Stemmer det med Textens Ord og med Digterens Tanke ? Jeg vilde hellere see Prindsen bortføre hende paa sine Arme som "sin" Eiendom eller ved Tæppets raske
Fald forhindres i at see den i Texten ikke omtalte Bortførelse. Jeg omtaler kun denne Slutning, fordi jeg tydeligt mærkede, at den mishagede Flere end migTil Slutning maa jeg endnu bringe Dem en Tak for "Folkesangeren", ikke alene for hans herlige sang (især Texten selv og Musikken) men tillige for det Svar, De har lagt ham i Munden, at han vil være Frihedens Sanger. Jeg hørte deri et Ord fra Dem selv, som glædede mig, da jeg end i Dem ser en Forbundsfælle i Kampen for Frihed for enhver ærlig Mand i Modsætning til al Slags Enevælde og Undertrykkelse, hvorfra denne end kommer. Om nogle Dage Tiltræder jeg med Familien en Reise paa flere Maaneder
til Syden og jeg maa derfor nu sige Dem farvel for længere Tid.
Idet jeg lykønsker Dem til den almindelige anerkjendte Stilling, De nu indtager blandt Danmarks Digtere, kan jeg, uden at ville smigre, udtale min Overbevisning om, at denne Anerkjendelse allerede har slaaet saa dybe Rødder, at den stadigt vil voxe, til Trods for al den hadefulde Modstand og Forfølgelse, som De nu er Gjenstand for. Det bedste Skjold mod den Slags Angreb er overlegen Ro og med denne kan Digteren Holger Drachmann nu med Tryghed væbne sig!
Med sand Høiagtelse
Deres hengivne
J. C. Jacobsen
Høistærede Hr Holger Drachmann
et er med sand Glæde jeg har modtaget Deres Nytaarshilsen, ikke alene for den hjertelige Paaskjønnelse De deri udtaler, som forvisser mig om at De har forstaaet mig, men jeg glæder mig endnu mere over den aandelige Sundhed og den Ligevægt i Sindet og naturlige Livsglæde, som deres Brev lægger for Dagen, thi uden disse Betingelser kan en Digter neppe paa en gribende Maade skildre det Sande, det Store og det Skjønne.Om denne Deres aandelige Sundhed og Kraft vidner jo ogsaa Deres sidste skjønne og betydningsfulde Digtning, som jeg heldigvis fik Tid til at gjennemlæse en Gang før jeg igaar saa den paa Scenen.
Jeg maa tilstaae, at jeg havde en større Nydelse ved at læse den i Ro end ved at see den under Opførelsen, trods den i det Hele fortræffelige Udførelse og den virkningsfulde Udstyrelse, men ved Opførelsen maatte jo meget forkortes eller helt udelades og min svækkede Hørelse berøvede mig desværre en ikke ringe Del af Nydelsen, netop af det Allerskjønneste. Men jeg bør dog ikke fordølge, at jeg desuagtet gjentagne Gange blev saa stærkt bevæget, at jeg fik Taarer i Øinene.
Da jeg taler fra aabenhjertet, kan jeg paa den anden Side ikke fortie, at der var eet Sted, hvor min Nydelse blev forstyrret nemlig ved 3die Afdelngs Slutning, hvor Prindsen paa en voldsom Maade slæbte Prindsessen ud. Stemmer det med Textens Ord og med Digterens Tanke ? Jeg vilde hellere see Prindsen bortføre hende paa sine Arme som "sin" Eiendom eller ved Tæppets raske
Fald forhindres i at see den i Texten ikke omtalte Bortførelse. Jeg omtaler kun denne Slutning, fordi jeg tydeligt mærkede, at den mishagede Flere end migTil Slutning maa jeg endnu bringe Dem en Tak for "Folkesangeren", ikke alene for hans herlige sang (især Texten selv og Musikken) men tillige for det Svar, De har lagt ham i Munden, at han vil være Frihedens Sanger. Jeg hørte deri et Ord fra Dem selv, som glædede mig, da jeg end i Dem ser en Forbundsfælle i Kampen for Frihed for enhver ærlig Mand i Modsætning til al Slags Enevælde og Undertrykkelse, hvorfra denne end kommer. Om nogle Dage Tiltræder jeg med Familien en Reise paa flere Maaneder
til Syden og jeg maa derfor nu sige Dem farvel for længere Tid.
Idet jeg lykønsker Dem til den almindelige anerkjendte Stilling, De nu indtager blandt Danmarks Digtere, kan jeg, uden at ville smigre, udtale min Overbevisning om, at denne Anerkjendelse allerede har slaaet saa dybe Rødder, at den stadigt vil voxe, til Trods for al den hadefulde Modstand og Forfølgelse, som De nu er Gjenstand for. Det bedste Skjold mod den Slags Angreb er overlegen Ro og med denne kan Digteren Holger Drachmann nu med Tryghed væbne sig!
Med sand Høiagtelse
Deres hengivne
J. C. Jacobsen
