1906-1908

Fru Theodora Madsen.-
Dette Brev falder mig ret vanskeligt at skrive – men jeg maa og vil det – for det er et Løfte jeg her indfrier.
I morges tidligt havde gamle fru Jacobsen et svært Svimmelhedsanfald med stærke Opkastninger. Og da jeg ved 12 Tiden saa til hende laa hun hen i Døs. Ved 5 tiden i Eftermiddags var jeg dér igen.  Da var hun stadig døsende. Jeg sad lidt og talte med hende, og hun begyndte at tale om det der altid fylder hendes Tanker – det hun altid og stadigt vender tilbage til: Carl og hans Børn. Jeg saa at Fru Jacobsen begyndte at blive ophidset, - vilde derfor gaa – men hun holdt mig fast. – Saa begyndte hun at tale – og lidt efter lidt gav hun sig hen til en stærk Feberophidselse. Jeg søgte at afbryde, men forgæves. Hun talte om Carl – hans Børn – og mig.- Hun var syg – ulykkelig.Da var det hun sagde, at jeg var den der maatte række Haanden først. Og hun sagde: jeg maatte det det – maatte det.- Det var mig svært at svare – men jeg mente: Nej! – men da jeg havde sagt det, blev Fru Jacobsen ganske fortvivlet – græd – bad med foldede, løftede Hænder.-Og da saa jeg paa Fru Jacobsen, - hun der var den eneste der har set paa Carls Lykke – set paa hans Lykke med et Blik uden smaalig Egoisme - uden Bagtanker, - hun der var den Eneste der har modtaget mig med Venlighed. – Hun var den gamle – men hun har haft større, kærligere og klogere Blik end de Unge, - for hendes Øjne blev ikke forblindede af dumme – egoistiske eller Køkkentrappesladderagtige Tanker – nej – altid kun Carls Lykke og Kærligheden til ham for sine Øjne. – Og saa nægtede jeg hende hendes Bøn.Og da hun laa dér, fortvivlet, – fortvivlet fordi jeg ikke gav efter for den Bøn: at strække Haanden frem imod Carls Børn – selv om den ikke blev modtaget – men at strække min Haand frem for Carls Skyld, følte jeg mig grænseløs lille,- lige saa lille, lige saa stædig, selvretfærdig og dum som den Type Mennesker der er mig mindst af alle – den Type Farisæere der er mig alt for ligegyldige.-Og så var det jeg gik hen igen til Fru Jacobsen, og gav hende det Løfte: endnu i aften at skrive til Dem – og sige Dem, at naar De engang føler at Deres Kærlighed til Deres Fader er saa stor at De kan taale at se den kvinde som kun og kun lever for hans Lykke – da er hun rede at række Haanden frem imod Dem. –Maatte blot dette Løfte som jeg gav Fru Jacobsen – som gjorde hende lykkelig – det Løfte som jeg her indfrier, give hende Fred.
 
Fru Lili Jacobsen