J. C. Jacobsens arkiv

1875-06-09

Afsender

J. C. Jacobsen

Modtager

Christian Rulff

Dokumentindhold

Christian Rulff pensioneres på grund af dårligt syn efter 28 års tjeneste som bogholder for J. C. Jacobsen.

Transskription

Carlsberg d 9de Juni 1875

Kjære Herr Rulff
Jeg er overbevist om, at De selv ligesaa klart som jeg indseer at en Mangel paa Orden i Kasseregnskabet, som i længere Tid har funden Sted og som nu paa Grund af Deres svækkede Syn har taget Overhaand i saa foruroligende en Grad, ikke længere kan vedblive og at det er ligesaa nødvendigt for Dem som for mig at der skeer en Forandring og at Kontorforretningen i Brolæggerstræde overdrages til yngre Kræfter.-
Hvor meget det end smerter mig at skilles fra Dem, som nu i 28 Aar har staaet mig bi med saa stor Iver og Troskab, nødsages jeg dog nu til at fritage Dem for det Dem betroede Hverv og det dermed forbundne Ansvar, som De ikke længere er istand til at bære og Deres Virksomhed paa Kontoiret i Brolæggerstræde vil derfor sluttes med denne Maaneds Udgang, inden hvilken Tid jeg haaber, at Journalerne baade for Gl og Ny Carlsberg ville være førte à jour saa at Regnskaberne til den Tid kunne være i complet Orden.-

Den Sum, som mangler i Kassen for at stemme med Kassebogen, veed jeg er udgivet for det ene eller det andet Bryggeri, saa at Manglen kun har sin Grund i den ufuldstændige Bogføring og derom vil der derfor ikke blive Tale.-
Det paahviler mig nu som en ligefrem Pligt som det er mig en sand Glæde at opfylde at sørge for Deres fremtidige Udkomme og jeg tilsiger Dem derfor hermed fra d 1ste Juli d. A. en livsvarig Pension af Carlsberg Bryggeri af 2400 Kroner aarlig som i Forbindelse med Deres Livrente vil sikkre Dem en sorgfri Existens.
Modtag til Slutning min oprigtige og dybtfølte Tak for den levende Interesse De altid har vist for mit Kjære Carlsberg og for de hjertelige Følelser De har lagt for Dagen mod mig og Mine.

Deres stedse hengivne

J. C. Jacobsen

Fakta

Brev
Dansk
København
Det Kongelige Bibliotek
Afskedigelse