J. C. Jacobsens arkiv

1883-09-17

Dokumentindhold

Et vigtigt brev til Meldahl hvor J. C. Jacobsen frafalder kravet om tilbagebetaling fra Frederiksborgslotteriet og giver sit tilgodehavende som gave. J. C. Jacobsen understreger at færdiggørelsen af Frederiksborg er ligeså vigtig for ham om 'Fuldførelsesfesten' på Carlsberg d 25 september 1883. 

Transskription

Carlsberg 17de Septbr 83.

Kjære Hr Etatsraad Meldahl

Næst at takke Dem for Deres Løfte om at komme d 25de til Afslutnings festen hvorefter jeg længe har længtes og hvortil jeg derfor i høi Grad glæder mig, er det mig en Fornøielse at samtykke i Deres Forslag som falder sammen med Tanker, jeg ogsaa har beskjæftiget mig med siden jeg besvarede Deres forige Brev. MIne Tanker gaae imidlertid noget videre end Deres idet jeg for længst har opgivet Troen paa at Lotteriet overhovedet kunde præstere mere og at det ingensinde kunde refundere mit saakaldte Forskud, hvilket jeg foreløbig vil føre udenfor Linien i mine Bøger, for tilsidst at afskrive Beløbet. Men denne Afskrivning vil jeg ligesaa gjerne foretage strax og udbetale Forskudet som en Gave der i saa Fald maatte henføres til Conto for Riddersalens og Rosens Restauration. Dersom det kan være til nogen Nytte for Gjennemførelsen af de ganske vist høst ønskelige Pudsarbeider

paa 3die Sal, at jeg nu giver Dem et formeligt tilsagn om at forandre det lovede Forskud til en Gave eller at jeg frafalder alle Krav paa Refusion af dette Forskud og stiller dette til Deres Raadighed vil jeg altsaa gjøre det i den Form, de finder mest hensigtssvarende.
Jeg haaber imidlertid at de projecterede Arbeider paa 3die Sal ikke gaae videre end til en midlertidig Reenlighedsforanstaltning, saa at der ikke i Fremtiden kunde blive Tale om at opgive en fuldstændig Udsmykning af denne Etage i samme Stiil som de andre. Jeg vil ogsaa haabe at disse Arbeider ikke skulle faae nogen Indflydelse paa Tidspunctet for Museets Aabning, hvorefter jeg - i mit 73de Aar - længes fuldt saa meget som efter d 25 Sept i Aar.
 
Deres hengivne og forbundne
 
J. C. Jacobsen

Fakta

PDF
Brev
Dansk
København
Rigsarkivet
Carlsberg, Frederiksborg Slot, mæcenvirksomhed