J. C. Jacobsens arkiv

1885-07-15

Afsender

J. C. Jacobsen

Modtager

Agnes Bertelsen

Dokumentindhold

Rejsebrev fra Sverige. J. C. Jacobsen fortæller om sine planer, og at han må opgive at rejse til Tronhjem. Han nævner et brev fra H. Drachmann og beder sine medarbejdere være diskrete.

Transskription

Stockholm, Onsdag Eftm.

Kjære Frøken Bertelsen

Jeg seiler om en Times tid til Gripsholm, hvor jeg overnatter i Mariefred, for at have god Tid imorgen til at besee Samlingerne paa Slottet. Jeg kommer tilbage derfra i Morgen Aften. Jeg seer at her er saameget at bestille, at jeg maa opgive den paatænkte og forholdsvis altfor trættende Reise helt op til Trondhjem og jeg gaaer altsaa om c 8 Dage directe herfra til Christiania. De fleste bekjendte Mænd ere nu paa Landet, men nogle har jeg dog truffet, deriblandt Retzius og hans Frue, som jeg skal spise til Middag hos paa Søndag.
Tak for de tilsendte Breve. Dersom Brevet fra H. Drachmann er læst af Kühle eller Bang, beder jeg Dem sige at jeg ikke ønsker det omtalt. Jeg haaber at min Kone, som vel nu snart forlader

Teplitz, maa have det godt og at hun ikke har lidt for meget af Varmen. Her har den været streng midt paa Dagen, især da det er saa vanskeligt at finde Droschker, men Aftenerne ere guddommelige. Idag er det for første Gang lidt skyet og truer med Regn, hvilket kan være ret behageligt, naar man kun ikke skal miste de bedaarende "Sydens Aftener."
Tak Kühle for hans Brev. Det er jo meget heldigt, at vi kunne faae den ønskede Ventilator med Kapitain Reik. Om Bryggeriet ved jeg iøvrigt Intet at omtale, kun maa jeg gjøre Undskyldning til Dr. Hansen for at jeg ikke sagde ham naar jeg vilde reise og ikke sagde ham Farvel.- Hils Kühle, Bang, Kjeldahl og alle Andre paa Carlsberg, samt Theodora og alle de gode Venner i Kjøbenhavn. 
Hils ogsaa Pasteurs og vær selv venligst hilset fra     

Deres hengivne
J. C. Jacobsen

Hils min Kone at jeg vil skrive directe til hende i Wiesbaden, naar jeg er kommen her tilbage.-
 

Fakta

PDF
Brev
Dansk
Stockholm
J.C. Jacobsens brevpapir
København
FA 4-001-00016; F7
Rejsebrev, rejsebreve