J. C. Jacobsens arkiv

1866-09-02

Afsender

J. C. Jacobsen

Modtager

Carl Jacobsen

Dokumentindhold

J. C. Jacobsen skriver om sit fødselsdagsselskab på Carlsberg.

Transskription

D 2 Septbr Kl 11 Aften

Kjære Carl!
De "Fremmede" ere nu tagne bort; Familien er i Færd med at gaae til Hvile og jeg sidder efter Sædvane alene i mit Værelse til Midnat. Denne Time vil jeg anvende til at tale lidt med Dig, som jeg - for første Gang - har savnet i min Kreds paa denne dag. Savnet ? Ja, for saavidt jeg ikke har seet dig uden i Portrait men jeg har dog havt en levende Følelse af at Du i Virkeligheden, d.v.s. i Aanden, har været her tilstede, thi jeg troer at Forholdet mellem os, siden Din Afreise, er inderligere end det nogensinde før har været og Adskillelsen bidrager endmere til at lade os begge føle hvormeget vi ere for hinanden og hvormeget vi med Gud Hjælp kunne blive.- Tak for den Hilsen, jeg imorges modtog fra Dig!- den glædede mig dobbelt, deels for aaben Ærlighed, som klinger derigjennem. deels fordi den viser, at Du i det Væsentlige forstaaer mig eller idetmindste har begyndt at forstaae mig.-  Jeg troer, med Dig, ganske vist selv, at jeg har nogen Ret til at være tilfreds med min Virken i flere Retninger udadtil, men jeg behøver

ikke at tilføje, at det er saare langt fra at jeg føler en lignende Tilfredshed med mig selv i andre Retninger - indadtil. Du har fuldkommen rigtigt betegnet dette med Din Bemærkning, at Opfyldelsen af det indholdsrige Ønske, Du udtaler for mig, ikke kan naaes ved at søge det udenfor sig selv; med andre Ord: den Tilfredshed, Du ønsker mig, kan kun naaes ved Resignation. Derpaa maa jeg beflitte mig, men den kræver megen Sjælestyrke og i dén Retning trænger jeg i høi Grad til Udvikling. Nogle Mennesker kunne komme dertil ved at bøies rigtig dybt af Sorg og det er ikke umuligt at dette ogsaa kan blive Tilfældet med mig, men min Character er ikke særdeles gunstig for denne Udviklingsgang og jeg har ogsaa en Fornemmelse af at min Legems Kraft ikke vil strække til, men vil bukke under deri.- Der er ogsaa en anden Vei at gaae, som jeg hidtil er gaaet, dén, at søge at glemme hvad man savner, deels ved anstrengt Virksomhed - men den sætter de physiske Kræfter efterhaanden en Grændse for -, deels ved at bøde paa Savnet ved at omgive sig med gode og ædle Mennesker, der kunne 
udvikle de Spirer til det

Gode og det Milde, de aandelige og moralske Evner hos Én der trænge til at opelskes, for at Mennesket kan opnaae den alsidige Udvikling og Fuldkomenhed, som er Jordelivets Maal. Ogsaa dette har jeg betræbt mig for og stræber fremdeles efter. Endelig kan man vænne sig til at glemme hvad man savner, ved at dvæle ved alt det Gode, man har opnaaet og er i Besiddelse af og ved at indprænte sig alt det Timeliges Ufuldkommenhed, som alle dødelige maae finde sig i.- Det er især denne Ydmyghed i Sindet, som jeg trænger til at tilegne mig og som jeg troer, at jeg ikke ganske uden Held har beflittet mig paa i den senere Tid. Det er saaledes mit Haab, at om jeg end ikke nogensinde ganske kan opnaae den Glæde, Du saa kjærligt ønsker mig, vil jeg dog efterhaanden lære med Resignation at bære det deelvise Savn 
deraf.-Mandag FormiddagDin Moder vil nok meddele Dig Detaillerne om Gaarsdagens Fest, som jeg derfor kan springe over. Det er paa saadanne Mærkedage, at man mest levende mindes om hvad man savner for ret at kunne feire en Fest og det er nok muligt at denne trykkende Følelse har bidraget til - i Forbindelse med et

physisk Ildebefindende - at gjøre mig temmelig abattu i de sidste Dage.- Imidlertid virkede Synet af det festlig klædte Selskab (hvori Anna Steenstrup med det gyldne Perlediadem paa Hovedet bar Prisen), de glade Ansigter, den livlige Samtale og den hele harmoniske Stemning saa oplivende paa mig, at jeg næsten fuldstændig glemte al legemlig og aandelig Upasselighed og ganske kunde hengive mig til Nydelsen af det skjønne Liv, der omgav mig.- Kun et Øjeblik faldt jeg noget ud af Stemningen, da M Djørup ved Bordet udbragte min Skaal og deri udtalte, at medens jeg Aar for Aar forandrede saameget paa Carlsberg, blev dog Eet, Sindelaget mod mine Venner, uforandret, hvortil jeg svarede, at han tog Feil, thi ogsaa dette var forandret, idet jeg nu, da min travle Virken i det practiske Liv aftog og nærmede sig sin Afslutning, følte langt mere Trang end Tidligere til som Menneske at slutte mig til Mennesker og navnlig til de Venner hvis Hengivenhed kunde lære mig at give mig selv hen helt og udeelt, thi deri saae jeg nu den største Lykke. Dette klang mere alvorligt, maaskee vemodigt, end jeg finder rigtigt ved en Skaal, men min Stemning gav sig uvilkaarlig Luft.- Lidt senere udbragte Prof Nielsen meget smukt "vor unge Vens" Skaal og ønskede

Dig rigt Udbytte af Din Reise, hvorpaa han ligesaa vist ventede at Du vil blive en fuldendt Franskmand som han vidste, at du ikke vilde blive en Jean de France.- Jeg takkede paa dine Vegne idet jeg beklagede, at jeg ikke vidste hvor du i dette Øieblik var mellem Himmel og Jord og derfor ikke kunde bringe Dig hans Skaal øieblikkelig pr Telegraph.- Personligt fik jeg senere Paalæg af de Fleste om at bringe Dig deres Hilsen, navnlig fra dine unge Venner; M. Lunn bad mig besørge Vedlagte Brev.- Det er sandt, jeg har endnu ikke takket Dig for de smukke Knapper med Lapis Lazuli, de ere allerkjæreste. Gjede var i ypperligt Humeur og fik Jerndorff og M. Lunn til at synge den ene Sang af Glunterne efter den anden, og Eusebia til at spille hele Beethoven Sonate no. ? Bloch var meget oprømt, skjøndt han var fortrædelig over hans Model, som han benytter til "Mødet med Elisabeth" havde faaet ægyptisk Øiensygdom og derved standset ham i dette Arbeide. Han haabede dog snart at kunne begynde igjen.- Veiret var fortræffeligt, kun blæste det lidt mere end ønskeligt og stod i denne Henseende saavelsom i Maaneskinnet tilbage for forrige Søndag, som vi tilbragte paa en deilig Udflugt med Linds til Ørholm, Søllerød

og Rudehegn, hvilket sidste Linds' ikke kjendte og hvor jeg ikke troer at have været siden vi for nogle Aar siden samlede Bregner der. Jeg var derfor ikke ganske orienteret og vi gik i længere Tid og søgte efter Løv-Søen, som jeg dog omsider fandt og hvor der ere overordentlig skjøndt i Maaneskinnet.- I den forløbne Uge har jeg havt endeel Bryderi med Damp-Enveloppen om den nye Bryggerkjedel, som ikke vilde blive damptæt men dog omsider er bleven det, saa at vi i denne Uge kunne blive færdige til at brygge.- Det er en heel Uges Forsinkelse.- Mæske- og Siekarret har det ogsa kostet Tid og Møie at faae Vandtætte, især, besynderligt nok, det Danske Kar.- Nu er dog ogsaa denne Sag nogenlunde i Orden. Det er ved at gaae og slide i disse Arbeider, sommetider i stærk Hede, at jeg vistnok har forkjølet mig og faaet en belagt Tunge og Ildebefindende, men nu er det omtrent forbi, og jeg kan nu igjen ride med Lørup for at være dresseret til Emmy om nogle Dage Kommer herud. Dit Brev om Rouen og Caen læste jeg med megen Interesse.- Bliv kun ved, som jeg før har sagt, at adressere dem til din Moder, det glæder hende. Lev vel! Din hengivne Jacobsen
 

Fakta

Brev
Dansk
København
Uden FA-nummer, æske F 3,1
Carlsberg, selskabsliv